Kendte16. august 2022

Jill Biden er testet positiv for coronavirus

Sidste måned tog hendes mand turen, nu er det så hendes tur
Jill Biden
Jill Biden, 71, udviser angiveligt milde symptomer.
 Foto: Patrick Semansky/AP/Ritzau Scanpix

USA's førstedame, 71-årige Jill Biden, er blevet testet positiv for coronavirus.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

Hun har milde symptomer og bliver behandlet med lægemidlet Paxlovid. Netop det middel blev også præsident Joe Biden behandlet med, da han for nylig havde covid-19.

Jill Biden vil opholde sig i South Carolina, hvor hun var på ferie med sin familie, indtil hun får foretaget to negative test.

Det er Elizabeth Alexander, Jill Bidens kommunikationsdirektør, som er kommet med meddelelsen.

– Efter at have foretaget en negativ covid-19-test mandag i forbindelse med sin normale testrytme begyndte førstedamen at få forkølelseslignende symptomer tidligt på aftenen, siger Alexander i en meddelelse ifølge CBS News.

– Hun blev igen testet negativ med en hurtigtest, men en PCR-test var positiv. Førstedamen er dobbeltvaccineret, har fået to vaccineboostere og har kun milde symptomer.

Paxlovid er et antiviralt middel udviklet af Pfizer. Det skal beskytte den syge mod en forværring af sygdommen.

Sponsoreret indhold