Kendte22. marts 2020

Jesper Steinmetz: Mødte kæresten Kieron på en bar

TV 2-korrespondenten har været sammen med den irske læge i ni år – men har ikke planer om at flytte sammen med ham.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jesper_steinmetz_0.jpg
 (Foto: Martin Høien)

En kæreste var ikke lige det, Jesper Steinmetz, 52, var på jagt efter, da han netop var flyttet til Washington D.C. efter at have landet jobbet som USA-korrespondent.

– Jeg syntes, det var perfekt at være single!

Fordi jeg rejser så meget, var der jo ikke tid til en kæreste. Men den slags bestemmer man jo ikke altid selv, siger Jesper Steinmetz med et smil til SE og HØR.

For i april 2011 – året efter han var rykket til USA – tog han på bar i sin nye amerikanske hjemby.

Og her opstod der sød musik.

– Vi var ude at drikke øl, og så faldt vi i snak. Og så tog det ene det andet, siger han om Kieron, 49, som i nu ni år har været manden i Steinmetz’ liv.

Bor hver for sig

Men selv om de har dannet par i en årrække, bor skærmtrolden ikke sammen med irske Kieron, der er kræftlæge.

I stedet har de base 10 minutters gang fra hinanden.

– Jeg tror primært, det er på grund af mig. Det passer mig fint at have mit eget. Vi er altid sammen, når jeg er i Washington.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/jesper_steinmetz_1_0.jpg
 (Foto: Martin Høien)

TV 2’s USA-korrespondent viste sidste år kæresten Kieron, 49, frem i Tivoli.
Parret mødte hinanden i Washington i foråret 2011 – året efter at Steinmetz var flyttet dertil for at være USA-korrespondent.
Kieron, som kommer fra Irland, har boet i USA siden 2002. (Foto: Martin Høien)

Jeg rejser jo enormt meget, så når jeg er i byen, er vi enten hos ham eller mig. Men vi har slet ikke det der behov for at bo sammen, siger Jesper og fortsætter:

– Og han er et ekstremt rodehoved. Han lever virkelig som en teenager – med tomme pizzabakker og sådan noget.

Der har jeg det bare sådan: Ved du hvad, kammerat, det gider jeg simpelt hen ikke!

Så det passer fint. Jeg bor meget mere ordentligt, og jeg rydder op efter mig, griner Jesper.

Fint som kærester

Et bryllup lader heller ikke til at være på trapperne for TV 2-stjernen.

– Jeg tror, vi ville blive gift, hvis der var en praktisk grund til det. Jeg plejer at joke med, at jeg ville gifte mig med ham, fordi det kunne give mig et hurtigt green card til USA – altså opholdstilladelse, lyder det med et smil.

– Så det joker vi med. Men vi er ikke specielt romantisk anlagt forstået på den måde, at vi ikke er sådan nogle: ”Åh, vi skal bare flytte sammen” og ”åh, vi skal bare giftes”.

Det passer fint nok bare at være kærester. Jeg kan ikke rigtig se, hvad det ville give ekstra at blive gift, fastslår Steinmetz.

Vender ikke retur

Han har ingen planer om at flytte tilbage til Danmark lige foreløbig.

– Netop fordi jeg er sammen med Kieron. Hvis vi flyttede til Danmark, skulle det være, fordi han kunne få job her.

Det kunne han sikkert nok som kræftlæge, men han arbejder bare i et meget internationalt miljø.

Så jeg tror, at hvis vi flyttede fra USA, ville det være til et andet sted i Europa sandsynligvis. Men vi har ikke planer om at flytte derfra foreløbig, siger han.

Det ville dog heller ikke blive Irland, hvor Kieron kommer fra.

– Nej. Vi er tit i Irland, men han har ikke lyst til at arbejde som læge i Irland, fortæller tv-darlingen.

Savner slik og sladder

Selv om han ikke har planer om at vende retur til Danmark, er der dog en masse, Jesper Steinmetz savner ved sit fædreland.

– Ja, er du sindssyg – jeg savner meget. Jeg savner især den danske humor.

Jeg synes, vi har en fantastisk grov humoristisk sans i Danmark. Det elsker jeg bare! Der er en drillende tone. Der er kun ét andet land, jeg har mødt det i, og det er i Australien, hvor jeg også har boet for mange år siden, siger den charmerende journalist.

– Og så plejer jeg også at sige, at jeg savner dansk slik – apropos det med at leve hjerterigtigt. Det er sådan noget, jeg nok ikke burde guffe for meget.

Han ærgrer sig også, når han må melde fra til fester med vennerne.

Og så savner korrespondenten at have kolleger i det daglige at snakke med. For som han siger:

– Jeg savner den daglige sladder!

Sponsoreret indhold