Jesper Koch og Jakob Mielcke afslører: Rejser på tv-optagelser i næste uge
LÆS OGSÅ: Dak Wichangoen blev væk: Kan føde når som helst
Inden længe blænder TV3 op for endnu en omgang "Masterchef".
Men kan man ikke få nok af kokkekollegerne Jesper Koch og Jakob Mielcke, er det måske godt nyt.
For de to herrer har mere tv i støbeskeen.
Det fortalte de, da SE og HØR mødte dem til pressemøde onsdag formiddag.
- Jakob og jeg kommer til at lave flere ting sammen. Vi rejser i næste uge, fortæller Jesper Koch.
- Vi er afsted i en måned, hvor vi skal lave nogle rejseprogrammer sammen, og det er jo sådan noget om gastronomi, kultur og oplevelser, og det vil man jo gerne.
Hvor og hvornår tv-programmet får premiere er for tidligt at sige. Det eneste, makkerarret og TV3 på nuværende tidspunkt kan fortælle, er, at de rejser ud i verden med et kamera i hælene.
Når de to skal smage sig gennem de forskellige verdenskøkkener, har de én regel. Man skal smage på alt.
- Der er ikke noget, man kan sige nej til. Det er en regel, vi har med hinanden, uden at kontrakten er bekræftet, fortæller Mielcke, som ikke er bange for at smage på noget som helst.
Modet svigter aldrig, når han besøger fjerne verdensdele med anderledes delikatesser, som mange nok ville vægre sig mod at smage på. Hans hustru Ditte og børnene Rita og Leo er ikke altid med på at smage på de helt vanvittige retter.
Derfor er det godt at rejse med en som Jesper Koch, som også smager på alt.
Et glimrende eksempel på Mielckes store madmod er denne delikatesse, han og fru Ditte indtog under en rejse til Cambodja.
- Hvis du forestiller dig, at æggehviden stadig er transparent, men den er helt grå/sort, og så ligger der et lillebitter andefoster indeni.
- Så når du tygger i ægget, så kan du ligesom mærke - det er ikke helt udviklet endnu, men det begynder at være lidt knasende. Der hvor der kommer et næb, kan du godt fornemme lidt brusk. Meget stor delikatesse i Cambodja, fortæller Mielcke.
I første omgang må vi glæde os til "Masterchef", som har premiere den 26. januar.