Kendte23. april 2024 (opd. 24. april 2024)

Jesper Dein ramt af hjerneblødning

P1-værten er efter omstændighederne ved godt mod, men der kommer til at gå et stykke tid, før han er tilbage i radioen, oplyser hans chef til Ekstra Bladet
Jesper Dein
Udover at være vært på "Kulturen på D1" er det også Jesper Dein, der indleder P4-programmet "Sara og Monopolet".
 Foto: Privatfoto / DR pressefoto

LÆS OGSÅ: Hurtig gevinst til Spottag og Øst

DR-vært Jesper Dein har været ramt af en hjerneblødning.

Det bekræfter hans chef Gustav Lützhøft over for Ekstra Bladet

- Jesper Dein har været igennem en hjerneblødning og er indtil videre sygemeldt. Han er i bedring og efter omstændighederne ved godt mod. Men der kommer til at gå noget tid førend han kommer tilbage, siger Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef PÅ DR Kultur, Debat og Musik, til mediet.

Jesper Dein er til dagligt vært på programmet "Kulturen på P1", og han har gennem flere år været kanalstemmen på P4.

Radiovært Jesper Dein fra DR P4.
Jesper Dein har været ansat på DR i mange år, og det er ham, der præsenterer gæsterne i introen til hitprogrammet "Sara og Monopolet" på P4.
 Foto: Sara Galbiati/Politiken/Ritzau Scanpix

I sidste uge blev han desuden hædret med den fornemme DR-pris "Årets værtskollega på radio", som tidligere har været overrakt til DRs internationale korrespondent Steffen Gram.

Prisen går til den kollega, der i særlig grad har udvist kollegaskab og været til inspiration for andre.

En hæder, der i den grad overraskede P1-værten.

- Jeg er så stolt! Det er min første pris, og det er ovenikøbet den fineste, man kan få, fordi den er fra mine kolleger. Jeg er så stolt af, at de har peget på mig - det betyder virkelig meget. Især i en tid, hvor lyd og radio nærmest er det eneste medie, der er i vækst. Tusind tak til alle de gode medværter, der har indstillet mig med de fineste og mest rørende ord, og tak til DR og DR Værter for at stille rammer til rådighed, sagde Jesper Dein til DR kort efter han modtog prisen.

Jesper Dein har derfor også skrevet sig ind på en fin liste, da tidligere modtagere af prisen tæller navne som Pia Røn, Iben Maria Zeuthen, Kristian Porsgaard, Dorte Krogsgaard, Mathias Hammer, Celine Haastrup og Steffen Gram.

Sponsoreret indhold