Kendte5. september 2022

Jes Dorph smidt af Facebook: Ramt af spam-angreb

Et ondsindet spam-angreb fra ukendte gerningsmænd har fået den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen smidt af Facebook, hvor hans profil nu er forsvundet
Jes Dorph-Petersen kan ikke længere få adgang til hverken sin Facebook eller Messenger.
Jes Dorph-Petersen kan ikke længere få adgang til hverken sin Facebook eller Messenger.
 Foto: Jesper Sunesen / Aller Foto og Video

Hvis du leder efter Jes Dorph-Petersen på Facebook, så kan du komme til at lede rigtig længe. Den tidligere tv-vært er nemlig ikke længere til at finde på det sociale medie.

Det er der en grund til, og det er ikke med Jes' gode vilje, at han ikke længere kan scrolle gennem sit feed eller skrive med folk på Messenger.

- Jeg er blevet smidt af, efter jeg fik et spam-angreb i sidste uge. På messenger fik jeg en besked fra en, jeg kender. I den kom jeg til at trykke på et link, og så dukkede der på et splitsekund nogle ting op af en karakter, som jeg ikke vil referere. Men vi er ovre i afdelingen for ting, man normalt ikke viser på nettet. Nøgenhed, forklarer Jes, da SE og HØR taler med ham over telefonen.

- Så skyndte jeg mig at lukke ned igen. I 20 minutter trykkede jeg på nogle knapper, og så blev jeg simpelthen smidt af. Jeg er røget af både Facebook og Messenger.

Den tidligere nyhedsvært ønsker ikke at komme ind på, hvad det præcis var, der dukkede op på hans skærm, efter han trykkede på linket. Men det har altså betydet, at han er udelukket fra platformen i indtil videre 30 dage.

- Siden har jeg forsøgt at logge ind, og mange, som har meget bedre forstand på den slags, har hjulpet mig. Men jeg bliver hele tiden låst af, at jeg skal have en totrinsgodkendelse, og sådan en har jeg ikke. Det er lidt som at have glemt nøglerne til bilen inde i bilen og derfor ikke kunne lukke den op, fortæller Jes om den tekniske proces omkring at få sin profil tilbage.

Men det er ikke bare lige sådan tydeligvis. Ligesom flere andre nok har oplevet det, så er det ikke det nemmeste i verden at få hjælp af Mark Zuckerbergs hjertebarn, når der er problemer.

- Jeg kan godt mærke, at jeg er oppe imod et system, som styres af maskiner og ikke af mennesker. Hele Facebook er jo et mekanisk kontrolsystem, hvor logik og fornuft ikke findes. Man kan jo ikke skrive eller ringe til Facebook, konstaterer Dorph.

Der er dog ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. For den tidligere tv-vært nyder nærmest tilværelsen uden at være på det lyseblå sociale medie konstant.

- Jeg nyder faktisk den fred og stilhed der er ved ikke at være på Facebook. Det er altid noget, og man lærer noget af det. Jeg savner det mindre og mindre for hver dag, der går, siger Jes Dorph.

- Jeg kan godt anbefale folk at blive smidt af Facebook en gang i mellem, for man kigger pludseligt ud i den rigtige virkelighed. Det eneste, jeg savner, det er min Messenger, for der har jeg kontakt til en masse, som jeg ikke har et telefonnummer på. Men alle billederne af folks fødder ved en swimmingpool, og hvem de nu er sure på, savner jeg overhovedet ikke.

Selv om han nyder friheden uden Facebook, så er det ikke Jes' plan at være væk for evigt. Han gør comeback, lover han.

- Jeg regner med at vende tilbage om ikke andet så med en helt ny konto. Så begynder jeg forfra, og det kan man jo sige, at jeg er vant til her i livet, slutter Jes af med at sige.

Sponsoreret indhold