Kendte12. august 2022

Jennifer Lopez og Ben Affleck stopper husjagt: Flytter ind hos hende

Efter lang tids søgen har “Bennifer” nu givet op på at finde et fælles hjem og rykker nu ind i Jennifer Lopez’ hjem
Bennifer
Deres kærlighed spirede for 20 år siden, men først nu er Ben Affleck og Jennifer Lopez mand og kone.
 Foto: MEGA

Det kan være svært at finde lige præcis det hus, man drømmer om, når man skal starte sit liv sammen. Det må Ben Affleck og Jennifer Lopez også erkende, efter de i lang tid har søgt efter et sted at bo som nygifte. Men nu har parret smidt håndklædet i ringen og har stoppet deres husjagt.

Heldigvis er det dog ikke sådan, at det celebre par skal være hjemløse, efter at have opgivet kampen. Ifølge TMZ flytter de ind i J Los hus i Bel Air, som hun har ejet siden 2016.

Det er dog ikke lige med det samme, at de to med deres sammenbragte familie flytter ind, da huset skal gennemgå en ombygning. Ifølge mediet kan der gå mellem et og to år, før de skal slå deres folder i huset.

Lige nu bor de til leje i den australske milliardær James Packers hus, som de lejer indtil “Jenny from the blocks” hus er færdigistandsat, mens Ben Affleck har sat sit hjem til salg for 30 millioner dollars svarende til mere end 215 millioner danske kroner, og bliver huset solgt, er der vist også råd til en ombygning.

Huset, de flytter ind i om et år eller to, er omkring 1.300 kvadratmeter og har syv soveværelser og 13 badeværelser men det kan være det ændrer sig med ombygningen. Sangerinden har allerede lavet en omfattende renovering, da hun købte huset for 28 millioner dollars, der kan omregnes til 201 millioner kroner.

Og mon ikke salgsprisen stiger, hvis Bennifer får gennemrenoveret det store hus.

Sponsoreret indhold