”Jeg er stammer”: Sådan går det Peter i dag
Han turde ikke tale i telefon af frygt for, at han ville gå i baglås.
Han kunne ikke holde tale for fremmede mennesker af frygt for, at han ville snuble over ordene og gå i stå.
Og han kunne end ikke sige sit eget navn, uden at det gik galt.
25-årige Peter Nielsen har gennem hele sit liv været så hårdt ramt af stammen, at han har haft svært ved at komme igennem hverdagen.
I aften tog han så kampen op i den rørende TV 2-dokumentar ”Jeg er stammer”, hvor det lykkedes ham at få kontrol over sin stammen efter et intenst fire-dages kursus.
Flere gange undervejs blev Peter overvældet af tårer og følelser, mens han kæmpede for at få kontrol over sin stammen. Men han fortsatte ufortrødent sin kamp.
Med hjælp fra nogle helt særlige åndedrætsteknikker lykkedes det den unge mand fra Mors at få så meget styr over sin stemme, at han til slut i programmet turde stille sig op midt på gaden i Aarhus og holde en tale for vidt fremmede – noget han aldrig havde turdet før det succesfulde stammekursus.
I dag – cirka et halvt år efter han stod på torvet i Aarhus – går det stadig den rette vej for Peter.
Artiklen fortsætter under billedet...
I TV 2-dokumentaren tog Peter mod til sig og holdt tale på torvet i Aarhus. Foto: TV 2
Det fortæller Peter, da SE og HØR ringer til ham.
Det er tydeligt at høre gennem telefonen, at Peter har taget åndedrætsteknikkerne til sig – ordene falder således naturligt, når Peter fortæller om den nye livsglæde, han har fået efter sit stammekursus.
- Det går meget bedre. Også med min talen. Jeg bruger alle mine teknikker, som jeg lærte, og det virker, lyder det glad fra Peter, der gerne vil understrege, at kurset har betydet alt for ham.
Indimellem holder han små pauser i telefonen, når han fortæller. Det er ét af de tricks, han har lært på kurset, og som er medvirkende til, at Peter i dag har kontrol over sin stammen.
- Det er svært at sætte ord på, hvor stort det er for mig. Det betyder… ja… det betyder det hele for mig! Det er også blevet lettere at være sammen med mine venner og min familie, siger Peter og tilføjer, at de også kan mærke en kæmpe forskel på den Peter, de kender i dag:
- Vennerne synes også, det har været helt fantastisk. De kan godt allerede mærke en kæmpe forskel, og de synes, det er så godt og sejt.
Nu tør Peter også at have flere drømme for fremtiden. I dag arbejder han som landmand, og han har også altid fundet et frirum i stalden blandt køerne. Men nu overvejer han, om han vil videreuddanne sig.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det var en rørt og følelsesladet Peter Nielsen, der i TV 2-dokumentaren "Jeg er stammer" tog kampen op mod sit talehandicap. Foto: TV 2
- Jeg har overvejet, om jeg skal læse videre til enten driftsleder eller jordbrugsteknolog, så det bliver spændende, siger Peter, der i fremtiden vil fortsætte med at tage stammekurser for at holde teknikken ved lige.
Foruden det fire dage lange kursus i Aarhus har Peter således været på et stammekursus i England, og for 14 dage siden var han på et kursus i Malmø i Sverige. Alle gange bruger de samme åndedrætsteknikker.
- Og det virker. Det er helt sikkert, siger Peter stålfast og med en sikker stemme.
Han bor stadig hjemme ved forældrene på Mors. Hans plan er dog, at han om et år eller to finder sit eget sted.
- Gerne et sted på Mors, så jeg er tæt på arbejde og kammeraterne, lyder det glad fra Peter.
Er du stammer, kan du finde hjælp og inspiration samt kurser på Stammeforeningens hjemmeside lige her.