Kendte8. april 2019

Jason Watts fremtid uvis: Ryggen helt kollapset

Den tidligere racerkører Jason Watt har de sidste mange uger været indlagt efter en omfattende rygoperation. Hans nederste lændehvirvel var kollapset, og det er usikkert, om operationen kan hjælpe den tidligere sportsstjerne
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/20171028_mr_knaekcancer_011.jpg
 Foto: Mikael Rieck

For 20 år siden lå Jason Watt lammet i en hospitalsseng efter en frygtelig motorcykelulykke.

Nu er den 49-årige tidligere sportsstjerne tilbage på hospitalet. Her har han ligger de seneste fem uger på Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk efter en omfattende – og livsvigtig – rygoperation.

Det skriver Ekstra Bladet.

Til avisen fortæller Jason Watt, at hans nederste lændehvirvel var kollapset og havde gnavet sig ned i bækkenet.

- Det blev opdaget så sent, at den eneste måde at redde mig på var at give mig en titaniumstang på hver side af rygsøjlen. Hele vejen fra hagen og ned, fortæller Jason Watt til Ekstra Bladet.

Under den omfattende operation har lægerne nu forsøgt at stabilisere ryggen, og lændehvirvlen er blevet erstattet af en form for masse, der består af knoglesplinter. Hans krop er fyldt med metal: seks store skruer i bækkenet og 34 lidt mindre i ryghvirvlerne.

Nu håber lægerne – og ikke mindst Jason Watt – at massen med tiden vil hele og dermed binde over- og underkrop sammen.

Men hvornår det sker – eller om det overhoved sker – ved ingen. Der er ingen plan b, som Jason Watt beskriver det.

- Den her operation er sidste chance. Nu har de lappet mig sammen med så mange søm og skruer, at der ikke er mere at skrue i, hvis det her går galt, fortæller Jason Watt til Ekstra Bladet.

Efter ulykken i 1999 måtte Jason Watt indstille sig på et helt nyt liv, hvor han skulle lære at klare selv basale ting på en helt ny måde. Nu er han igen skudt tilbage efter den omfattende operation og den dårlige ryg.

Og det er på en måde som at genopleve det hele én gang til, fortæller Jason Watt til Ekstra Bladet:

- Det gør mig en anelse opgivende, at første gang, jeg kom herop, kunne jeg ikke en skid, men blev bedre og bedre. Jeg lærte at gå i bad og tage tøj på. Jeg kunne det hele. Men hvis ikke jeg gror sammen nu, vil jeg sidde nøjagtig sådan her om tre måneder igen. Og skulle have hjælp til at komme i bad, gå på toilet og tage tøj og korset på.

Sponsoreret indhold