Janni og Karsten Ree skal i Landsretten: Her er datoen

LÆS OGSÅ: Janni Ree kærer dommen: - Det er ikke normalt i Danmark
Janni og Karsten Ree er et overstået kapitel, i hvert fald på kærlighedsfronten.
Men det tidligere par har stadigvæk et juridisk slagsmål hængende over hovedet - og 8. september skal parterne endnu engang stå ansigt til ansigt, når retten skal afgøre, hvorvidt Janni Ree har offentliggjort fortrolige oplysninger om deres tidligere ægteskab i bogen "Evig Diva".
Det fortæller Buster Nordic til SE og HØR.
- Vi ser frem til, at sagen om "Evig Diva" nu skal behandles i Landsretten. Forlaget står skulder ved skulder med Janni og bakker fuldt op om hendes ret til at dele sin egen historie - ærligt og personligt. Det er en vigtig sag, ikke kun for hende, men for alle forfattere, der har noget på hjerte, siger April Sandbäck til SE og HØR og tilføjer:
- Vi håber og tror på, at Landsretten vil værne om ytringsfriheden og anerkende, at forlaget har handlet i god tro ved at støtte en forfatters ønske om at dele sin personlige fortælling.

Karsten fik medhold
Retten i Hillerød besluttede tidligere på året, at Karsten Ree fik medhold i, at Janni Ree ikke måtte udlevere fortrolige ting om deres ægteskab i den omdiskuterede bog "Evig Diva".
Forbuddet tog udgangspunkt i en underskrevet fortrolighedserklæring mellem Janni og Karsten Ree, der blev underskrevet i august 2023. Her skrev begge parter under på, at de ikke måtte udtale sig om detaljer fra deres liv sammen.
Derfor skulle Buster Nordic "tilbagekalde allerede udgivne eksemplarer af bogen fra distributører og detailhandlen".
Janni Ree og forlaget måtte ikke yderligere udgive eller på anden måde offentliggøre visse nærmere angivne dele af bogen, og derfor reviderede de bogen i en "censureret udgave".
Kort tid efter afgørelsen valgte Janni Ree i samarbejde med Buster Nordic at kære til landsretten, fordi de ikke fandt afgørelsen retfærdig.
SE og HØR har talt med Janni Ree, der ikke har nogen kommentarer til sagen før den kommer for Landsretten.