Jan Linnebjerg efter TV 2-dokumentaren: Sådan går det i dag
I 1994 kom han på alles læber, da han den over natten blev Danmarkshistoriens mest folkekære Nisse. Det er naturligvis Jan Linnebjerg i skikkelse af Pyrus, der refereres til.
Men selv om den kække nisse blev Jan Linnebjergs gennembrud, har den på mange punkter også været hans akilleshæl. For rollerne stod ikke ligefrem i kø efter de ellers så populære julekalendere.
Lige nu kan man følge skuespillerens op- og nedture i TV 2-dokumentaren ”Nissen flytter altid med”. Her fortæller Jan blandt andet, at han i de svære perioder har kigget dybt i flasken.
I et stort interview med Billed Bladet taler han ud om sit alkoholmisbrug, som han nu har formået at blive helt kvit.
- Perioderne med alkohol blev hårdere, og de tørlagte perioder blev færre og kortere. Til sidst var de perioder så voldsomme, det var de sgu. Det var ikke rart, fortæller Jan Linnebjerg til Billed-Bladet.
Alkoholmisbruget har ikke kun tæret på skuespilleren selv. Hustruen Karen Abrahamsen, som han mødte i 1999 til en fødselsdagsfest hos julekalenderstjernen Jens Zacho Böye, og børnene Magnus og Clara har også lidt under hans sygdom, erkender han over for ugebladet.
Ikke desto mindre har Karen stået last og brast med sin mand de seneste tre årtier.
- Jeg ville ikke ønske det for nogen. Det er det hårdeste, man kan forestille sig at gå igennem som ægtefælle, fortæller Karen, som fik et godt og afgørende råd af en god ven.
Vennen, som selv har kæmpet med alkohol, fortalte Karen, at hun blev nødt til at give slip og lade sin mand ramme bunden. Og det virkede.
Sidste år traf Jan Linnebjerg, hvad han selv betegner som den bedste beslutning nogensinde. At indlogere sig på behandlingscenteret Tjele Tågelund i et fem uger langt behandlingsforløb.
- Det har gjort, at jeg har fået en forståelse for, hvad det er at være alkoholiker, og hvordan jeg skal arbejde med det. Det har været en gamechanger, en livredder, siger han.
Beslutningen om at sætte proppen i flasken har ikke kun påvirket hans livskvalitet i en mere positiv retning – det har også haft en positiv effekt på hans ægteskab.
- Det er blevet sjovere. Der er ikke noget at lyve om længere, og der er kommet en anden fortrolighed – og fra min side også en anden tolerance. Det er meget nemmere.
Han har været tørlagt i mere end et år, men har til sin egen store overraskelse ikke haft svært ved at holde sig på vandvognen.
Siden 1994 har han hvert år til jul holdt liv i Pyrus. I år er ingen undtagelse, for selv om han flere gange har annonceret sin afskedstour, så er det umådeligt svært for Jan at lægge Pyrus i graven.
- Jeg kan ikke dræbe Pyrus. For hvis jeg dræber ham, dræber jeg drengen inde i mig selv. Vi er så tæt forbundne.
Men hvis alt går vel, lader han Pyrus pensionere, når han har optrådt på Gram Slot for sidste gang 17. og 18. december.
Medmindre Knæk Cancer eller Lykkeliga ringer og beder ham trække i nissetøjet igen …