KendteI går

Jakob Åkerlind måtte forlade Danmark: - Det var et hårdt år

2024 sled så hårdt på Jakob Åkerlind, at han måtte trække stikket fuldstændig og forlade Danmark i flere måneder
Jakob Åkerlind
Et hårdt år med arbejde, et voldsomt cykelstyrt og slutningen på et syv år langt forhold fik Jakob Åkerlind til at trække stikket.
 Foto: Hanne Juul

LÆS OGSÅ: "FORRÆDER"-DELTAGER HAR KØBT HUS

Sidste år er ikke et, som Jakob Åkerlind husker tilbage på som lutter lagkage.

Skuespilleren brød med sin kæreste gennem syv år, og så endte han i et voldsomt cykelstyrt, som kostede ham en hjerneblødning, hjernerystelse, en brækket arm og et smadret knæ.

Helingsprocessen var lang, og det besværliggjorde også optagelserne af den sjette sæson af "Sygeplejeskolen", hvor Jakob spiller eleven Aksel.

Kort før vi trådte ind i 2025, tog Åkerlind en besluntning om, at nu skulle han ud på den "find mig selv"-rejse, som han aldrig nåede i starten af sin ungdom.

- Det går meget godt, jeg er lige vendt hjem fra udlandet. Jeg har været ude og sondere terrænet lidt… ej, jeg har bare været ude at rejse, fortalte skuespiller til SE og HØR, da vi mødte ham på den røde løber til premieren på Netflix-serien "Reservatet".

- Det var et hårdt år sidste år med ”Sygeplejeskolen” og cykelstyrt og alt muligt. Så jeg tænkte bare, at jeg skulle ud at se verden, uddybede han.

Flyvende udskiftning

Eventyret startede i USA, og herefter fulgte en perlerække af eksotiske lande, som mange af os kun kan drømme om at komme til at opleve en dag.

- Jeg startede i USA og besøgte nogle venner, det var halvt arbejde halvt fornøjelse. Derfra tog jeg til Japan, Thailand, Vietnam, Laos og Filippinerne, afslørede Jakob.

Jakob Åkerlind, Emma
Til premieren på "Reservatet" havde Jakob Åkerlind veninden Emma med. Hun var også med på noget af hans knap fire måneder lange rejse rundt i verden.
 Foto: Gregers Overvad

På det meste af rejsen var skærmtrolden på egen hånd, men på flere af destinationerne fik han besøg hjemmefra af venner, som var sammen med ham i kortere perioder.

- Jeg har rejst alene, men så er der kommet venner til undervejs. Emma, som jeg har med i dag, var med i LA i starten, forklarede Åkerlind.

Efter knap fire måneder i det store udland var det tid til at komme hjem igen. Det var dog ikke med Jakobs gode vilje.

- Det var sindssygt mærkeligt at komme hjem, jeg var slet ikke klar til det, synes jeg. Det er vildt at komme ud og opleve ting på den måde, fortalte han.

Samtidig har udenlandseventyret gjort, at Jakob nu har fået øjnene op for København, hvor han bor. Skuespilleren mener ikke selv, at han nyder hovedstaden nok, og nu vil han mere på opdagelse i byen.

Se et stort galleri fra "Reservatet"-premieren her:

Kæmpe Netflix-premiere: De kendte vælter til "Reservatet"

Sponsoreret indhold