Kendte18. november 2021

Jacob Mark sygemelder sig: Har mistet store dele af synet

Politikeren har fået en sygdom i begge øjne, der gør, at han må holde en pause fra politik
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200221-125711-l-1920x1277we.jpg
 Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Jacob Mark sygemelder sig fra Folketinget.

Det skriver SF-gruppeformanden på Facebook.

- Jeg har desværre fået en sygdom i begge øjne, der gør, at jeg har mistet store dele af mit syn – særligt på det ene øje er det rigtig slemt. Det betyder også, at jeg meget hurtigt bliver svimmel og får hovedpine, skriver børne-, kirke- og undervisningsordføreren.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Han skruer dermed gevaldigt ned efter kommunalvalget, men han afslører, at han allerede under valgkampen havde skruet ned for al fysisk aktivitet. Dog lyttede han ikke til lægens råd om allerede at sygemelde sig midt i valgkampen.

Kan ikke se kæresten

Privat er Jacob Mark forlovet med S-borgmesteren Christina Krzyrosiak Hansen, der af flere blev kåret som det nyligt afsluttede kommunalvalgs dronning med 58,9 procent af stemmerne i Holbæk Kommune.

Men øjensygdommen påvirker hans syn så meget, at han ikke har kunnet se hende over middagsbordet.

- Det er uhyggeligt at miste sit syn. Det er uhyggeligt at have et godt syn og pludselig kan jeg ikke se Christina henover middagsbordet, når det er mørkt udenfor. Og det er uhyggeligt når optikeren siger; det her har ikke noget med briller at gøre. Dit syn er bare væk, lyder det fra den 30-årige politiker.

Jacob Marks egen læge vurderer, at hans syn er blevet ramt efter en langvarig overbelastning af kroppen og sindet.

- Hun er ret fortrøstningsfuld på mine vegne, hvis jeg faktisk tager mig sammen og får taget den pause, jeg længe har haft brug for. Hvis jeg får stressen ud af kroppen, så kan det være at synet kommer tilbage, skriver han og fortsætter:

- Men hvis ikke, så risikerer jeg at miste synet permanent.

- Det er en sorg

Det bliver på tirsdag, at Folketinget officielt skal stemme om hans sygemelding.

Netop tirsdag skulle ellers en af SF-politikerens hjertesager førstebehandles, nemlig loven om minimumsnormeringer.

- Desværre kan jeg ikke selv stå på talerstolen. Det er en sorg. Men det er sådan det er. Helbredet først, slår han fast.

Jacob Mark skriver ikke noget om, hvor lang tid han regner med at være ude af det politiske spil.

Som ganske ung blev Jacob Mark valgt ind i Folketinget i 2015.

Sponsoreret indhold