Iris Gold er blevet skilt: Nu skal hun giftes med sig selv

Kærligheden kan være svær at få til at fungere.
Det måtte Iris Gold sidste år sande. ”Toppen af poppen”-stjernen afslører i denne uges Alt for damerne, at hun er gået fra sit barns far.
I damebladet gør sangerinden status over året, der er gået, og det er på spørgsmålet om, hvad hun har lært om sig selv i det forgangne år, afsløringen om skilsmissen falder.
- Jeg er for nylig gået fra mit barns far, og det er en stor sorg og omvæltende ting i livet. Når man har en kernefamilie, der pludselig bliver opløst, er det svært på mange måder, siger hun i interviewet.

Hun fortæller videre, at hun i 2023 vil have større fokus på, hvad hun ønsker at få ud af livet og ikke fokusere på, hvad andre mennesker forventer af hende.
Sangerinden har således fundet ud af, at hun har været for dårlig til at lytte til sig selv.
Og det skal der laves om på. Sådan for alvor, hvor en ceremoni bliver stregen, der trækkes i sandet mellem den gamle Irish og den nye.
- Derfor har jeg også aftalt med mine tætteste veninder, at vi skal holde en ceremoni, hvor jeg skal vies med mig selv, så jeg bliver bedre til at være mig selv nærmest, fortæller hun.
Hun fortæller desuden, at hun skal have en smuk kjole på, skåle i champagne og holde en tale, hvor hun afgiver ægteskabsløfter til sig selv.