Kendte7. januar 2023

Irina Olsen om den længe ventede graviditet: - Vi er så taknemmelige

Når influencer Irina Olsen ikke snorksover, fyldes hun og Morten "Faustix" Olsen med taknemmelighed over den forestående familieforøgelse
Irina Olsen startede ud som realitystjerne, men i dag er hun en succesfuld forretningskvinde.
Irina Olsen jubler over længe ventet graviditet.
 Foto: Thomas Laursen

- Vi er så taknemmelige for, at det lykkedes, fortæller Irina Olsen til SE og HØR om den graviditet, hun netop har afsløret.

Det er ingen hemmelighed, at Irina og Morten ”Faustix” Olsen længe har forsøgt at udvide familien, og nu er det store ønske omsider gået i opfyldelse.

Det afslørede den dansk-ukrainske skønhed tidligere i dag på Instagram med en video ledsaget af teksten ”Baby Olsen coming soon” (Olsen-baby på vej, red.)

Dermed indikerer hun, at der ikke er vildt lang tid til, at den lille familie på tre bliver til fire. Men de to streger på graviditetstesten udløste ikke kun glæde men også en del nervøsitet, og derfor delte hun ikke den glædelige nyhed efter 12-ugersscanningen, som mange ellers gør.

- Vi har med vilje ventet et godt stykke tid med at offentliggøre det, så jeg er de fleste scanninger igennem, for jeg har været lidt nervøs undervejs, fortæller hun.

Irina og Morten har i forvejen Alessia, som kom til verden i 2015, og hun glæder sig til, at tilværelsen som enebarn snart slutter.

Alessia glæder sig utrolig meget og udvælger allerede alle de ting, som babyen må få af hendes gamle, afslører Irina og griner.

Det tærer som bekendt på kræfterne, når kroppen kreerer et andet menneske. Det har Irina i den grad kunnet mærke.

- Jeg har gået i hi her i løbet af vinteren som en bjørn. Jeg har aldrig prøvet at sove så meget, det er helt vildt. 10 timer hver nat med powernaps i løbet af dagen, fortæller hun.

- Jeg er også faldet i søvn på kontoret, røber hun.

Sponsoreret indhold