Irina brød sammen under tv-optagelser: De nægtede mig en tampon
Det kræver sin kvinde at være medvirkende i en stribe af realityformater gennem så mange år, ligesom 33-årige Irina har været det.
Engang gik hun under tv-aliasset ”Irina the Diva”, mens hun foldede sig ud i tv-programmer som ”Fristet” og siden ”Divaer i Junglen” – et koncept, der var nærmest skræddersyet til hendes persona.
I dag er hun mor, hustru, familieoverhoved i ”The Olsens” og en af landets absolut største influencere.
På nogle af siderne i sin nyeste bog ”Jeg rejser mig hver gang” beskriver hun op- og nedturene ved hovedrollerne i de til tider ret iscenesatte realityprogrammer.
For det var ifølge Irina langt fra hver gang, hun selv kunne bestemme, hvem hun ville være på skærmen.
BLOD NED AD LÅRET
Ifølge DR.dk fremhæver hun en særlig episode, som udspillede sig, da hun i 2012 befandt sig med holdet bag ”Divaer i Junglen” i Costa Rica.
- Mens vi gik gennem junglen, fik jeg min menstruation, og jeg bad produktionsteamet om lov til at få min tampon, men de sagde, at det ikke kunne lade sig gøre lige nu. Jeg blødte så meget, at det løb ned ad mit lår, fortæller Irina Olsen, før hun fortsætter:
- Jeg bad om tamponen flere gange, men fik afslag, og jeg blev mere og mere desperat. Til sidst brød jeg sammen og græd, da vi skulle gennemføre en fysisk udfordring, hvor vi løb gennem junglen. De filmede mig grædende og gav mig tamponen efterfølgende. De fik deres drama, og jeg kunne stoppe min blødning, skriver Irina Olsen i sin bog.
Den anspændte stemning fortsatte under hele opholdet og alle optagelserne. I over en måned blev deltagerne presset, så små eller store udbrud lurede lige under overfladen. Det var nemlig godt tv.

33-årige Irina har som ingen anden herhjemme bevæget sig fra rollen som realitydeltager til forretningskvinde og kæmpe influencer de seneste år (Foto: Hanne Juul)
Sikkerheden er topprioritet
Irinas beretninger bakkes op af hendes kollega Samanta Stojkovic, som også husker, at de som deltagere blev drænet off-cam, for at kunne fremprovokere en reaktion hos dem i programmet.
Nordic Entertainment Group, som star bag eksempelvis ”Divaer i Junglen” forklarer overfor DR, at de medvirkendes sikkerhed bliver vægtet tungt, og at de ikke forsøger at manipulere deltagerne.
- Vi vil gerne understrege, at vores deltageres sikkerhed altid er førsteprioritet på samtlige af vores produktioner, ligesom vi tilbyder vores medvirkende proaktiv sparring og rådgivning samt psykologbistand, hvis det skulle blive aktuelt, lyder det fra selskabet, der derudover ikke ønsker at kommentere Irina og Samantas konkrete oplevelser.
Irina Olsen nyeste udgivelse, biografien ”Jeg rejser mig hver gang” (link fjernet) blev udgivet i slutningen af oktober.