Ingen vil købe Jeffrey Epsteins pædofili-ø

I marts blev Jeffrey Epsteins to caribiske øer sat til salg for svimlende 125 millioner dollars - eller hvad der svarer til knap 885 millioner danske kroner.
Det har dog ikke overraskende været svært at finde en køber til de to øer Great St. James Island og Little St. James Island. For med i de tropiske og postkortlignende omgivelser følger altså også en grusom historie.
Det var således på Little St. James Island, finansmilliardæren fik fløjet kvinder og piger helt ned til 11 årsalderen ind for derefter at forlyste sig med dem i al hemmelighed.
Nu er prisen altså sat ned til 110 millioner dollars svarende til 778 millioner danske kroner.
Det skriver New York Post.
Epstein købte Great St. James Island i 2016 - altså tre år forud for hans anholdelse og efterfølgende selvmord. Derfor var øen stadig under udvikling. Til gengæld havde rigmanden allerede sat sit præg på Little St. James Island, som både har en hovedresidens, fire gæstehuse, to pools, tre privatstrande, et træningscenter, en helikopterplads, tankstation samt egen havn fordelt på øens 70 hektar.
Det lyder alt sammen helt vidunderligt, men der er ingen tvivl om, at øens mørke fortid kommer til at skræmme langt de fleste luksusungrende ø-shoppere væk.
Til gengæld vil den endelige køber kunne trøste sig med, at de mange millioner kommer Epsteins ofre til gode. Pengene for øerne bliver nemlig brugt til at kompensere for det helvede, milliardæren udsatte kvinderne for.