Ingen som Ingemann: Peter populær i 20 år

Intet kommer op på siden af Tour de France, når danskerne denne sommer åbner for flimmerkassen, men lige i slipvinden huserer den jyske tv-veteran Peter Ingemann med sit nyeste knallerteventyr.
Denne gang følger 600.000 danskere med i de tohjulede tosserier på solskinsøen Bornholm – og det glæder den erfarne vært.
– Nu har jeg været i det her game i 20 år og er ved at være en halvgammel støder, så det er jeg da så taknemmelig over.
Det er jo aldrig nogen selvfølge, at folk gider at følge med, fortæller Peter Ingemann og afslører samtidig, hvad der har været hans guldopskrift gennem de mange år på først DR og senere TV 2.

– Det lyder så banalt, men ta’ dine seere alvorligt. Vær i øjenhøjde og naturlig. Husk at grine af dig selv, for vi er sgu så fandens selvhøjtidelige på tv.
Mediet er meget selvhøjtideligt, og kuren mod det, det er at grine af sig selv, og der er rigeligt at grine af med mig, lyder det fra den tidligere “Hammerslag” og “Den store bagedyst”-vært.
Sommer i Silkeborg
Næste år bliver det dog sidste gang, at den gamle Puch Monza Juvel kommer ud at rulle på de danske veje.
Her skal den hele vejen fra Sønderjylland til Skagen, og denne sommer er Peter Ingemann allerede i fuld gang med forberedelserne til den store finale.

– Jeg afslutter min knallertodyssé næste år, og jeg håber på at en masse knallertklubber vil komme til Skagen og deltage i den sidste store fest, så det skal jeg op og gøde jorden for nu her.
Hvis vi er heldige, så kommer der 2-3.000 knallerter næste år, siger bikeren.

De varme måneder betyder dog også ferie og afslapning hjemme ved Silkeborgsøerne, en smuttur til Tyskland med konen, og så har familien lige solgt det sommerhus i nordjyske Lønstrup, som ellers skulle være en del af pensionsopsparingen.
– Jeg har to piger på 22 og 18 år, og det var sgu lige klejnt nok, så vi skal have et andet sommerhus, men vi venter nok lidt, for jeg tror, vi går ind i nogle lidt turbulente tider rent økonomisk for at sige det ligeud.

Vi købte det, fordi vi ville leje det ud, men så blev vi så glade for at komme i byen, fortæller Peter Ingemann.