Kendte 25. juli 2018

Forærede kæreste parfume: Indeholdt DØDELIG overraskelse

Et britisk par blev forgiftet af den frygtede nervegift Novichok i slutningen af juni, efter at manden havde fundet en parfumeflaske, der indeholdt den dødelige gift. Han overlevede, men hans kæreste døde, efter at hun intetanende havde sprøjtet lidt af den dødelige væske på sine håndled
(Foto: All Over)

England har den seneste tid været ramt af en række hårrejsende giftangreb.

I marts blev en tidligere russisk eks-spion og hans datter fundet livløse på en bænk i Salisbury – udsat for nervegiften Novichok.

Og i slutningen af sidste måned blev et britisk par intetanende udsat for den frygtede nervegift – fordi manden havde fundet en parfumeflaske, som han gav til sin kæreste.

Manden Charlie Rowley, 44, overlevede mødet med nervegiften, men desværre døde hans kæreste Dawn Sturgess, 45, efter at hun havde sprøjtet lidt af giften på sine håndled.

Det skriver ITV.

Charlie Rowley har som følge af nerveforgiftningen stadig svært ved at huske, hvor han fandt parfumeflasken, men han husker, at den var indpakket i en æske med cellofan.

Dawn blev syg kort efter, at hun havde sprøjtet lidt af væsken på sine håndled. Foto: All Over

Han husker også, at han efterfølgende opbevarede den lille flaske i sit hjem i Amesbury, der ligger cirka 15 kilometer nord for byen Salisbury, hvor den russiske eks-spion og hans datter blev forgiftet af novichok i marts i år.

Charlie Rowley og kæresten var overbeviste om, at æsken var ægte og ufarlig, da den så ud som om, den aldrig havde været åbnet.

- Dawn identificerede det som et produkt, der var til at få og et kendt produkt. Det er meget mærkeligt. Det er ret uhyggeligt, at noget kan blive maskeret på den måde og efterladt til at blive fundet ude i offentligheden, siger Charlie Rowley til ITV.

Da Charlie Rowley åbnede flasken, spildte han noget væske på sine hænder.

- Det havde en olieret konsistens, og jeg lugtede til det, og det lugtede ikke af parfume, så jeg vaskede det af rigtig hurtigt, men jeg tænkte ikke yderligere over det. Det skete alt sammen så hurtigt, fortæller han.

Charlie vaske sine hænder efter at have været i berøring med væsken - det har formentlig reddet hans liv. Foto: All Over

Den handling kan meget vel have reddet hans liv.

Hans kæreste var dog ikke så heldig. Blot 15 minutter efter at hun havde sprøjtet lidt af væsken på sine håndled, blev hun syg.

- Indenfor 15 minutter sagde Dawn vist, at hun havde hovedpine og spurgte, om jeg havde nogen hovedpinepiller. Jeg kiggede rundt i lejligheden og indenfor det tidsrum, sagde hun, at hun havde det underligt og blev nødt til at ligge ned i badekarret, hvilket jeg på det tidspunkt syntes var lidt mærkeligt.

- Jeg gik ud på badeværelset og fandt hende i badekarret med alt sit tøj på og meget syg, siger Charlie Rowley.

Parret blev fundet livløse i deres hjem 30. juni og straks indlagt. Dawn Sturgess døde efter otte dage, mens Charlie Rowley overlevede efter at have ligget kritisk syg og bevidstløs i flere uger.

Politiet i beskyttende tøj udenfor hjemmet på Muggleton Road i Amesbury, hvor parret blev fundet livløse 30. juni. Foto: All Over

Adspurgt om han i dag føler sig heldig over at være i live, siger han til ITV:

- De siger, at jeg er heldig, men jeg føler mig ikke heldig… Jeg har mistet min kæreste. Jeg følte, at det var min skyld og gør det stadig.

Britisk politi advarer alle mod at samle ukendte genstande op fra jorden.

Novichok er en nervegift, der blev udviklet som et kemisk våben i Sovjetunionen i slutningen af Den Kolde Krig. Virkningen indtræder hurtigt - oftest indenfor 30 sekunder til to minutter. Selv om dens præcise virkning ikke er kendt mener man, at den blokerer signalerne fra nerverne til musklerne og på den måde lukker ned for kroppens funktioner.

Det kan blandt medføre kramper, opkast, lammelse, åndenød og bevidstløshed.

 

 

Sponsoreret indhold