Kendte16. august 2022

Ilse Jacobsen indlagt med galdesten: - Jeg synes ellers, jeg har rigeligt

Den 62-årige iværksætter skal på operationsbordet, efter hun søndag blev indlagt med smerter i maven
Ilse Rohde Jacobsens CV er alenlangt. Hun er både iværksætter, designer, millionær og grundlægger af Ilse Jacobsen Hornbæk. 
Ilse Rohde Jacobsens CV er alenlangt. Hun er både iværksætter, designer, millionær og grundlægger af Ilse Jacobsen Hornbæk.
 Foto: Ritzau Scanpix

Gummistøvle-dronningen Ilse Jacobsen har siden sidste sommer kæmpet for at vinde over sin kræftsygdom, og i løbet af året der er gået, har hun ad flere omgange været indlagt på Rigshospitalet.

Og nu befinder hun sig endnu en gang i en sygeseng på det københavnske hospital, for søndag måtte hun lade sig indlægge med mavesmerter.

Det skriver hun i et opslag på Instagram.

– Nu gik det lige så godt, indleder hun sit opslag, som også inkluderer en selfie fra stuen.

Rigtig ked af det

Hun forklarer i sin tekst til billedet, at hun måtte forbi Rigshospitalet, da hun søndag pludselig fik mavesmerter, og at det skulle vise sig at være galdesten, der drillede hende.

Derfor skal hun på operationsbordet i løbet af tirsdagen.

– Synes ellers, jeg har rigeligt i øjeblikket, skriver hun desuden, før hun afrunder opslagets tekst med:

– Det er jeg faktisk rigtig ked af.

Søndagen var ellers startet, som man kunne håbe, de fleste af den slags gør - nemlig med fuld sol på dækket af en båd, samt hjemmebagte boller og familien omkring sig.

Men freden var altså tilsyneladende i løbet af dagen blevet afbrudt af smerter.

Iværksætteren fra Hornbæk afslørede sidste efterår, at hun var blevet ramt af lymfekræft. Det gjorde hun overfor Helsingør Dagblad, hvori hun dengang sagde:

– For første gang i mit liv er jeg bange.

Ilse Jacobsen har være ualmindelig uheldig med helbredet de seneste år.

Tidligere har hun afsløret, at hun i flere år har kæmpet med leddegigt, og også i forbindelse med denne sygdom, har hun modtaget kemobehandling.

I 2019 – mens hun stadig var en af de kendte investorer i DR-programmet ”Løvens Hule” fortalte hun, at hun flere gange under nogle af optagelserne kastede op med bare minutters mellemrum på grund af den skrappe behandling.

Sponsoreret indhold