Iben Hjejles drøm: Jeg vil være besøgsven

Fucking tyndhårede kommuneslave.
Sådan tordner Tessa mod Iben Hjejle i TV2-serien ”Løgnen”.
De er begge ansat i hjemmeplejen – og efter 27 år i hjemmeplejen er Iben Hjejles karakter Rie ved at være slidt op.
Derfor valgte Hjejle også, at hendes karakter ikke skulle have en masse makeup på, under optagelserne.
– Min karakteren Rie har jo min alder. Hvis jeg havde haft hendes job i så mange år og var træt og gigtplaget, så tror jeg ikke, at det første, jeg ville tænke på om morgenen, var at tage en masse makeup på og sørge for, at håret sidder ordentligt, siger skuespilleren til BILLED-BLADET.
– Det var selvfølgelig en udfordring, og nogle gange, når jeg så mig selv på monitoren, tænkte jeg ”nej, nej, nej!””.
Men det handler også meget om god belysning – og det er en fin kontrast til Tessa, som gør meget ud af sit udseende, konstaterer Iben over for Danmarks royale ugeblad.

Elsker at småsludre
Rollen gav den erfarne skuespiller et indblik i jobbet som social- og sundhedsassistent.
Et job, som hun har fået kæmpe respekt for, men som hun aldrig kunne besidde i den virkelige verden.
– Nej, det ville være alt for hårdt. Jeg ville have for svært ved at skille tingene ad. Jeg ville være ufattelig dårlig til at holde en tidsplan – og jeg ville sidde og småsludre og høre om, hvordan det nu går med nogle børnebørn, forklarer hun.
Iben synes nemlig, det er berigende at møde den ældre generation.

– Jeg har til gengæld overvejet at være besøgsven. Jeg synes, at ældre mennesker er en kæmpe og efterhånden ret overset ressource i det her land.
De er nogen, som faktisk har tid til at lytte og fortælle. De er levende historiebøger – og det er ret interessant, siger skuespilleren.

Umiddelbart har hun svært ved at genkende sig selv i sin karakter og må erkende, at selv om hun er omsorgsfuld, så lever det ikke op til Ries niveau.
– Rie kan dele så meget ud af det og har endeløs tålmodighed og kærlighed til de her gamle mennesker. Det vil jeg ikke kunne på samme måde.
De mennesker, der vælger at arbejde i omsorgsfag, om det er pædagoger, skolelærer, SOSU’er eller sygeplejersker, alle som passer vores små, vores gamle og vores syge, dem har jeg næsegrus af beundring for, siger Iben Hjejle.
Tempoet ned
Derimod kan hun sagtens sætte sig ind i det ønske, som Rie om at skåne sig selv mere.
– Vi er begge et sted i livet, hvor man har brug for at sætte tempoet ned, og hvor man godt kunne tænke sig, at tage sine nære og kære og putte dem ind i en lille bus og køre ned til Spanien – og læne sig tilbage med fødderne oppe. På det punkt ligner vi hinanden, drømmer Iben.

Hun nød at arbejde i arbejde i et univers, der var præget af kvinder.
– Der var utrolig mange kvinder, altså cheffotografen er en kvinde, instruktøren er en kvinde og manusskriftforfatteren er en kvinde.
- Serien handler om et kvindefag. Det var utrolig behageligt at arbejde i. Nyt for mig og utroligt behageligt, jubler Iben Hjejle.