Kendte28. juli 2022

Hvem kalder du politisk kommentator med tændstikarme? Joachim B. Olsen i muskelbattle på Twitter

Det lader til, at det nu skal afgøres en gang for alle – er den tidligere kuglestøder med en OL-sølvmedalje på hylden mon stadig i form til pull ups? Nu bliver han udfordret af en modig Twitter-bruger.
Joachim B. Olsen viser på Twitter, at han stadig er i stand til at løfte sig selv op i armene - 10 gange i træk. 
Joachim B. Olsen viser på Twitter, at han stadig er i stand til at løfte sig selv op i armene - 10 gange i træk.
 Foto: Mikael Rieck

Ligesom med alle andre gode internetfights, så startede det hele med en enkelt fræk kommentar.

– Don’t skip leg day, skrev den 45-årige tidligere LA-politiker og atletikudøver under en sommerhilsen fra jurist og tidligere folketingskandidat for Radikale Venstre Petar Socevic.

Med sådan en bemærkning refererer han til den fysiske asymmetri, der kan opstå, hvis man skulker fra de træningstimer, der fokuserer på underkroppen.

Og så var linjerne i hanekampen allerede trukket op.

– Skulle du ikke hellere fokusere på dine tændstikarme, du gamle. Du er blevet lidt med blød i det, siden du begyndte at kommentere politik. Hvor mange pull ups kan du i øvrigt tage… hele 1,2,3?

Et "flot forsøg"

Sådan lød svaret fra Socevic, der flere gange siden har afbrudt sin Montenegro-ferie for at vise den i dag BT-ansatte Joachim B., hvordan træningen skal gøres.

Den tidligere kuglestøder benyttede sig herefter af en af de københavnske træningsanlæg, så han i et videosvar kunne bevise, hvordan han nu klarer sig ganske udmærket, hvad angår kropshævninger.

– Er det ikke ok for en 45-årig politisk kommentator med tændstikarme, lød hans tilhørende spørgsmål, som Petar Socevic repostede med teksten ”Her er Joachims ”flotte” forsøg”.

En hård banan

Selvom Joachim B. Olsen er 15 år ældre end hans udfordrer i Montenegro – og at det på den måde er et ganske imponerende forsøg – så lader det til, at den foreløbige vinder af Twitter-krigen ender med at blive Petar Socevic.

Joachim B. – som for et stykke tid siden blev skilt fra sin kone gennem ni år – skriver kapitulerende tilbage:

– Jeg overgiver mig. Du er en hård banan.

Dog trækker han sig ikke helt uden også at komme med et godt råd til sin yngre modstandsmands pull ups.

– Husk lige at armene skal være strakt for at en rep kan godkendes. Nå, væk fra stranden med dig og ind i vægtlokalet og lav nogle squats. PS. Det var nu dig, som lagde en video op først.

Tilbage er der vel bare for os andre at sætte popcornene over og trykke F5 på Twitter, så vi kan følge med, når det sikkert snart skal afgøres, hvem der netop er bedst til ”leg day” og solide squats.

Sponsoreret indhold