A' hva' prøvede hun at købe?! Datter af stjerneinstruktøren Sofia Coppola går viralt efter absurd TikTok-video

LÆS OGSÅ: Hailey Bieber sender stikpille til nepotisme-debat
Som barn af Hollywoods elite følger utvivlsomt en række til tider vilde privilegier.
At bestille en helikoptertur på fars dankort er ikke en af dem, hvis du er datter af stjerneinstruktør Sofia Coppola og Phoenix-forsanger Thomas Mars.
Det måtte den 16-årige Romy Croquet sande, da hun forleden forsøgte sig med netop sådan et købseventyr.
- Jeg forsøgte at booke en helikopter fra New York til Maryland på min fars kort, fordi jeg ville spise middag med min lejrskoleven, siger den unge dame i en video, som hun delte på sin nu lukkede TikTok-profil.

Men hvad får en 16-årig hollywooddatter så tiden til at gå med, når hun blevet persona non grata på hjemmefronten? Jo, man går da online. Hvad ellers?
- Jeg tænkte også, at jeg ville gøre det her, eftersom jeg har stuearrest, fordi mine forældres vigtigste regel er, at jeg ikke må have nogle offentlige profiler på sociale medier.
Og hvorfor er det så, at stakkels Romy ikke må dele ud af sit liv på hverken Twitter, Snapchat, Facebook eller Instagram? Og mon der kommer en opfølger på, hvad der er årsag til, at denne nepo-baby ikke vurderer, at kendisniveau kan opnås gennem TikTok?
- De vil ikke have, at jeg er et nepotismebarn, men TikTok kommer ikke til at gøre mig berømt, så det betyder virkelig ikke noget.

Hvor er forældrene?
Nu ville de fleste nok tro, at historien ikke blev meget længere end det, og at helikoptereventyret var nok i sig selv, men Romy stopper ikke her.
På blot 49 sekunder når hun også at fortælle, at hun ikke ved, hvad forskellen er på løg og hvidløg, at forskellen måtte googles, og at hendes kendisforældre har erstattet deres tilstedeværelse med babysittere.
- Min forældre er aldrig hjemme, så det her er mine reserveforældre, siger hun i klippet og peger på en ukendt mand med en hund.
Romy når også at tilføje, at hun er flov. Det er dog uvist, om hun er flov over at have forsøgt at nakke penge fra sin far, eller fordi hun udstiller sin egen køkkenidioti på et niveau, hvor ikke en gang Kendall Jenner kan være med.
Og fordi internettet aldrig glemmer, så har en genial Twitter-bruger til alles fornøjelse sørget for at dele klippet.