Kendte21. oktober 2017

Gad ikke jobbet: Hund fra CIA har sagt sit job op

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA oplyser på sin hjemmeside, at en af efterretningstjenestens nye firbenede aspiranter har sagt sit job op. Bombehunden Lulu var således ikke interesseret i at snuse efter eksplosive stoffer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hund_18.jpg
 (Foto: CIA)

Det er altså ikke kun os mennesker, der kan blive godt og grundig trætte af vores job.

Også vores firbenede venner kan få lyst til at sige op.

Og det er lige netop, hvad en hund har gjort i CIA.

Hundehvalpen Lulu havde ellers fået et ganske eftertragtet job i den amerikanske efterretningstjeneste. Den var blevet en del af bombehunde-teamet og stod overfor et intenst – og oftest spændende – træningsforløb.

Men den sorte labrador var altså ikke så imponeret over jobbet, da det kom til stykket. Og ifølge CIA hjalp det ikke engang at lokke den firbenede ven med kiks og klap.

CIA’s officielle hjemmeside fortæller efterretningstjenesten, at hundehvalpen Lulu derfor ikke længere er en del af aspirantholdet.

- Et par uger inde i træningen begyndte Lulu at vise tegn på, at hun ikke var interesseret i at snuse sig frem til eksplosive stoffer, skriver CIA blandt på sin hjemmeside, hvor efterretningstjenesten også har delt flere fotos af hunden, der altså kedede sig bravt i sit nye job.

Hunde kan opfange op mod 19.000 forskellige bombe-sporstoffer, og derfor er en del af skoleforløbet et seks ugers intenst træningsforløb, hvor de snuse-træner hele syv dage om ugen. Som regel er hunde ellevilde med at blive udfordret og stillet overfor nye og krævende opgaver.

- Hunde kan ligesom de fleste mennesker, have gode og dårlige dage, når de lærer noget nyt. Det varer som regel en dag eller to, fortæller CIA på sin hjemmeside.

Men i Lulus tilfælde kom arbejdsglæden ikke tilbage, og derfor var det bedst for alle parter, at hun sagde sit job op.

Heldigvis skal Lulu fortsætte med at bo hos den CIA-agent, der trænede med hende.

- Nu nyder hun dagene med at lege med børnene, snuse efter kaniner og egern i baghaven og spise mad og snacks fra sin hundeskål. Vi kommer til at savne Lulu, men det var den rigtige beslutning for hende. Vi ønsker hende alt det bedste i hendes nye liv, skriver CIA til slut.

Sponsoreret indhold