Hov! Suzanne Bjerrehuus skal nok lære, hvad DM på Instagram er

Det er ikke altid nemt at finde ud af det der teknologi – især ikke når man er en årgang 1948.
Et aktuelt eksempel på dette er Suzanne Bjerrehuus, 74, der i bedste mening vil udveksle nogle ord med sit barnebarn, 21-årige Oscar Bjerrehuus.
For hun skulle nok have sendt en besked i hans indbakke på Instagram, men i stedet endte hun med at skrive i kommentarfeltet til hans seneste foto.
Her er der både praktik og logistik angående kørsel og lagener, der skal gå op for farmor og barnebarn:
– Bare sig til, når du får brug for kørsel. Har skrevet til Anna, men hun tjekker vist ikke sine beskeder. Spændt på at se din lejlighed. Efter moon_club torsdag får du måske tid. PS mål lige din seng, hvis du vil have faconsyet lagen til den. Kh, skriver hun i kommentarfeltet.
Den fejlplacerede besked har allerede ramt Anders Hemmingsens story, ligesom kommentaren i skrivende stund har høstet 113 likes.
Også Oscar Bjerrehuus henstiller venligt sin farmor til, at hun fremover nok skal sende en DM (en "direct message", red.):
– Hej farmor, lyder godt, har faktisk fået fikset med kørsel. Lad os prøve at holde de her samtaler i privat besked, svarer han i kommentarfeltet.