Kendte25. juli 2022

Hollywoodstjernen Lupita Nyong’o spiser Noma-myrer på frugt: - Det smager virkelig godt

”Black Panther”-skuespilleren var begejstret over smagen af delikatessen fra den danske restaurant Noma  
Oscarvindende Lupita Nyong'o har fundet sig en ny yndlingssnack
Oscarvindende Lupita Nyong'o har fundet sig en ny yndlingssnack
 Foto: AXELLE/BAUER-GRIFFIN / MEGA

Det er første gang, den 39-årige Lupita Nyong’o sætter tænderne i et stykke mango med myrerdrys.

Men faktisk skulle den særlige snack vise sig at være rigtig lækker. Det fortæller den prisvindende ”Us”- og ”Black Panther”-stjerne begejstret i en video på sin Instagram-profil.

– Det smager virkelig godt, lyder det, da hun lettere nervøst har taget den første bid af den appetizer, som blev serveret, da Audi og den verdensberømte danske restaurant Noma forleden indgik samarbejde med fokus på bæredygtighed.

– Nu kan I bare kalde mig myre-damen, skrev hun under videoen, som hun også hashtaggede #Marvel med reference til actionfilmen fra 2015.

Den trestjernede Michelin-restaurant med base på Refshaleøen i København begyndte allerede tilbage i 2012 at eksperimentere med myrer på menuen.

Myrer fjernet fra menuen

Dengang vakte det naturligvis stor opsigt, at kokken René Redzepi besluttede sig for at ”krydre” den prisvindende gastronomi med de små sorte myrer, der blev hentet fra Thomas Laursen i Sejs ved Silkeborg.

Blandt andet fordi det startede en debat om, hvorvidt der er forsvarligt at have levende dyr på menuen. Og den diskussion nåede helt ind på Christiansborg.

Sidste år blev der dog imidlertid sat en stopper for træmyrer på menuen, da de ikke levede op til EU-direktiverne om nye fødevarer.

Noma har i flere år befundet sig på toppen af listen over verdens bedste restauranter - i år gjorde nye regler dog, at den ikke længere kunne kåres i den almindelige konkurrence, men i stedet røg på listen over "Best of the Best"
Noma har i flere år befundet sig på toppen af listen over verdens bedste restauranter - i år gjorde nye regler dog, at den ikke længere kunne kåres i den almindelige konkurrence, men i stedet røg på listen over "Best of the Best"
 Foto: MEGA/ ©Magnolia Pictures/Courtesy Everett Collection

Citronsmag

Tilbage til festen hos Audi og Noma i Los Angeles, hvor en stjernespækket gæsteliste mæskede sig i stykkerne med myrerkrymmelprydet frugt.

Ifølge PageSix kunne en kvinde ikke svare på, hvordan myrerne var tilberedt, men at det var meningen, at de skulle tilføje citrusnoter på maden.

Velbekomme! Gode danske Noma-myrer på mango 
Velbekomme! Gode danske Noma-myrer på mango
 Foto: Instagram, Lupita Nyong'o

Lupita Nyong’o vandt en Oscar for sin birolle i ”12 Years a Slave” i 2013, og hun var samtidig den allerførste skuespillerinde med kenyanske og mexicanske rødder, der modtag prisen.

Snart er hun aktuel i ”Black Panther 2”, ligesom hun også snart kan ses i actionfilmen ”The 355” om en gruppe kvindelige internationale CIA-agenter.

Sponsoreret indhold