Hollywoodstjernen Judi Dench afslører: Kan ikke læse længere

Alderen er begyndt at trykke for Dame Judi Dench.
Den ikoniske skuespillerinde har efterhånden rundet de 88 år, og det har haft konsekvenser for hendes syn.
Det afslører den tidligere Oscar-vinder i et interview med Notebook, skriver Mirror.
I interviewet fortæller Judi Dench, at hendes syn bliver dårligere og dårligere, og at det nu står så slemt til, at hun har svært ved at se på filmsettet.
Hun kan desuden heller ikke længere læse, hvilket er en smule problematisk, når man er skuespiller og derfor skal læse manuskripter for at lære sine replikker.
- Men jeg må bare håndtere det. Komme videre, siger den benhårde skuespillerinde, der trods problemerne afviser at gå på pension.
- Jeg har ikke fundet en vej endnu, men jeg har mange venner, der hjælper mig med at lære manuskriptet, og så har jeg en fotografisk hukommelse, siger hun.
Judi Dench er blandt andet kendt for sin ikoniske rolle som M16-chefen "M" i James Bond-filmene.
Hun har vundet flere BAFTA-priser samt en enkel Tony og en enkelt Oscar-statuette, som hun modtog for sin præstation som Dronning Elizabeth I i "Shakespeare in Love".
Den ikoniske filmstjerne blev diagnosticeret med øjensygdommen AMD tilbage i 2012, så det er ikke kun alderen, der har svækket hendes syn.
Ifølge hende selv begyndte synet at svigte hende allerede få år efter diagnosen - og det har været hårdt at acceptere.
- Det er et forfærdeligt chok for en. Det er frygteligt at være så afhængig af andre.