Hollywood-producer sigtet for drab på to kvinder: Frygter han har flere ofre på samvittigheden

En amerikansk Hollywood-producer ved navn David Brian Pearce er sigtet for drab på to kvinder - og nu frygtes det, at han har flere ofre på samvittigheden.
Den 40-årige producer, som i forvejen er fængslet som følge af anklager om seksuelt misbrug og voldtægt af syv kvinder, skal angiveligt have været skyld i, at to kvinder døde af en overdosis tilbage i november.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Ifølge nyhedsbureauet er David Brian Pearce sigtet for to tilfælde af drab og to tilfælde af videredeling af stoffer, der forårsagede kvindernes overdosis.
De to døde kvinder er den 24-årige model Christy Giles og hendes 26-årige veninde, Hilda Marcela Cabrales-Arzola.
De to blev sidst set til en fest i Los Angeles, hvorefter de - ifølge politiets anklage - skal være taget med hjem til David Brian Pearces lejlighed, hvor de fik stoffer, der forårsagede deres død.
Videoovervågning har fanget to maskerede mænd, der efterlader Christy Giles' livløse krop ude foran et hospital i Californien, hvorefter mændene kører væk i en bil uden nummerplade.
Modellens veninde, Hilda Marcela Cabrales-Arzola, blev efterladt foran et andet hospital i det vestlige Los Angeles, hvor hun døde 11 dage senere efter at være blevet erklæret hjernedød.
Artiklen fortsætter under billedet...

David Brian Pearce nægter sig gennem sin advokat skyldig i de alvorlige anklager mod ham.
Producerens ven, 42-årige Brandt Osborn, er også blevet sigtet som medskyldig i drabene på de to kvinder. Denne nægter sig ligeledes skyldig gennem sin advokat.
Vennen blev anholdt mandag og er nu i politiets varetægt, ligesom David Brian Pearce har været det siden december, hvor han blev fængslet i forbindelse med anklager om seksuelt misbrug og voldtægt.
I alt syv kvinder har anklaget produceren for overgreb i perioden mellem 2010 til 2021. Overgrebene består blandt andet af voldtægt og voldtægt med genstande.
Hvis David Brian Pearce bliver kendt skyldig i alle de nuværende anklager mod ham, står han til at få op til 120 år i fængsel.
Ikke desto mindre udtaler anklagemyndigheden nu, at de er overbeviste om, at Hollywood-produceren har endnu flere ofre på samvittigheden, hvilket betyder, at han dermed kan risikere en endnu hårdere straf.
- Vi vidste på forhånd, at det her ville blive en lang efterforskning, så vi startede med at sigte ham for det, vi vidste, vi vil kunne bevise, lød det tirsdag på et pressemøde, før de udtalte, at de forventer, at flere ofre vil melde sig på banen i den nærmeste fremtid.