Holdt graviditeten hemmelig: ”X Factor”-finalisten Amelia Lily har født

- Den bedste hemmelighed, vi nogensinde har holdt på.
Sådan begynder opslaget.
Og man kan kun give hende ret.
Den engelske ”X Factor”-finalist Amelia Lily og partneren Eddie McQueen er blevet forældre.
Offentligheden kendte på ingen måde til graviditeten, men nu er de gået fra at være to til tre.
Det afslører hun i et opslag på Instagram.
- Jeg og Eddie vil gerne præsentere vores datter Pearl McQueen, skriver hun og fortsætter.
- 9 måneder med at bære dig Pearl og være i vores lille graviditetsboble. Nu er du her endelig. Vi har haft en lidt hård start, men nu er vi på bedringens vej.
Lille Pearl kom til verden i fredags med en kampvægt på lige under de fire kilo.
Parret blev forlovet sidste år, og nu giver det ganske fin mening, at den store bryllupsfest ikke har fundet sted endnu.
Den kommende tid kommer de to med stor sandsynlighed også til at have mere fokus på deres lille baby fremfor planlægning af deres bryllup.
Amelia blev kendt, da hun tilbage i 2011 medvirkede i den britiske udgave af ”X Factor”.
Her klarede hun det hele vejen til finalen, hvor hun sluttede på en tredjeplads.
Efterfølgende medvirkede hun i programmer som ”Celebrity Big Brother” og ”Geordie Shore”.