Kendte29. marts 2024 (opd. 29. marts 2024)

Historisk Oscar-vindende amerikansk skuespiller er død

Louis Gossett Jr. vandt som den anden afroamerikaner en Oscar
Gossett nåede både at arbejde som skuespiller, producer og instruktør. I 2006 grundlagde han den antiracistiske organisation Eracism Foundation.
Gossett nåede både at arbejde som skuespiller, producer og instruktør. I 2006 grundlagde han den antiracistiske organisation Eracism Foundation.
 Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Skuespiller Louis Gossett Jr., der var den første afroamerikaner til at vinde en Oscar for bedste mandlige birolle, er død i en alder af 87 år.

Det oplyser hans familie ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge AP døde skuespilleren sent torsdag aften.

Det fremgår ikke, hvad der er årsagen til skuespillerens død.

Louis Gossett Jr. blev overrakt en Oscar i 1983 for sin rolle som sergenten Emil Foley i filmen "An Officer and a Gentleman” - på dansk "Officer og gentleman".

Louis Gossett Jr. med den store hæder i 1983.
Louis Gossett Jr. med den store hæder i 1983.
 Foto: AP/Ritzau Scanpix

Han var blot den anden afroamerikaner til at modtage en af de eftertragtede, gyldne statuetter.

Den første afroamerikaner, til at modtage en Oscar, var Sidney Poitier, der i 1964 vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i filmen "Markens liljer".

Louis Gossett Jr. vandt desuden en Emmy i 1977 for sin rolle som slaven Fiddler i tv-serien "Roots - på dansk "Rødder".

Gossett havde i sin karriere også andre roller end dem foran kameraet, da han både har arbejdet som producer og instruktør.

I 2006 grundlagde han Eracism Foundation, der er en antiracistisk organisation.

I 2010 udgav han erindringsbogen "An Actor and a Gentleman". Her beskrev han, hvordan oscarstatuetten var en enorm bekræftelse af hans position som sort skuespiller.

I bogen fortalte han også åbenhjertigt om den racisme, han gennem tiden havde mødt i Hollywood.

Blandt andet beskrev han en episode, der udspillede sig et af hans første år i Hollywood. Her blev han lagt i håndjern, fordi han gik en tur i Beverly Hills om natten.

Han beskrev desuden, hvordan han modtog en lavere løn end de hvide medskuespillere. Det gjorde ham i vred og bitter og ledte ifølge Gossett til et misbrug af alkohol og stoffer. Et misbrug, som han med årene vandt kampen over.

Louis Gossett Jr. fik sit gennembrud i 1959, da han spillede med i "A Raisin in the Sun" på Broadway. En opsætning, der også havde Sidney Poitier på listen over rolleindehavere.

Sponsoreret indhold