Historisk musical på vej: ”Aqua the Musical” rammer hele verden
Der venter gæster i Operaen i København en verdenspremiere af de sjældne i 2028, når ”Aqua the Musical” for første gang skal opføres.
Det står klart, efter at musicalproducenten AHA Creations har skaffet sig globale rettigheder til Aquas musik i 25 år.
Det er første gang, at det danske band har givet rettighederne til deres musik videre til musicalbrug.

Det er planen, at musicalen skal opsættes i hele verden, og AHA Creations har blikket rettet mod de allerstørste scener i verden. Fra West End til Broadway og Hamburg til Toronto.
- Aqua er et af de få danske bands, der for alvor har skrevet sig ind i verdens musikhistorie. Med millioner af solgte albums, topplaceringer på internationale hitlister og en arv, der stadig lever i dag, har de skabt et legende univers som egner sig perfekt til musicalteater.
- Netop derfor er Aqua det ideelle afsæt for en ny musical, der fra starten er skabt med internationale ambitioner. Med ”Aqua the Musical” står vi med en enestående chance for at sende en danskproduceret musical ud i verden, siger Martin Palme Skriver, der er Executive Artistic Director i AHA Creations.

”Aqua the Musical” skal fortælle historien om bandets gennembrud og inspiration, og så skal den stille det store spørgsmål: Kan popmusik redde verden?
Musicalens instruktør bliver Thomas Agerholm, mens Benjamin La Cour er scenograf.
Claus Reenberg, Mads Æbeløe og Nikolaj Tarp er dramatikerne bag “Aqua the Musical.