Her vidste Lisbeth fra "Årgang 20", at hun ville skilles

LÆS OGSÅ: ”Årgang 20”-Lisbeth slår fast: Vi er ikke stoppet
Midt i familiens entré mellem børnenes jakker og sko. Det var der, Lisbeth Vernsted-Fabricius fra "Årgang 20" pludselig ikke kunne holde facaden længere, fortæller hun til Alt for damerne.
Med skælvende stemme og hjertet i halsen afslørede hun for Christian, at hun ville skilles.
- Jeg tog væk i et par dage med en veninde og børnene for at tænke alt igennem, og dér tror jeg, at det for alvor gik op for Christian, at det ikke længere stod til at redde, fortæller Lisbeth ærligt til magasinet.
Beslutningen kom som et kæmpe chok for Christian, der er far til parrets tre børn - 11-årige Filippa, otteårige Theodor og femårige Ayasofia. Men selv om ønsket overraskede ham, var det ikke nyt for Lisbeth.
Parret nåede at være sammen i hele 12 år, inden den svære beslutning blev truffet. Efter bruddet boede de skiftevis i familiens hus i Ålsgårde, mens de ventede på at få solgt den nordsjællandske villa.
Nu er det endelig lykkedes at sælge huset, og Lisbeth skal snart flytte ind i sit og børnenes nye rækkehus. Det ligger bekvemt tæt på både børnenes skole og alle deres legekammerater, så hverdagen kan fortsætte så normalt som muligt for de tre børn.
Selv om parret er blevet skilt, fortsætter familien dog deltagelsen i "Årgang 20".