Kendte2. maj 2020

Her skal Yahya Hassan begraves

Digteren og provokatøren Yahya Hassan skal stedes til hvile tirsdag i Aarhus. Som følge af coronavirussen er det dog uvist, præcis hvordan farvellet bliver
https://imgix.seoghoer.dk/bb-62122.jpg
 Foto: Hanne Juul

Knap en uge efter han blev fundet død af sin mor, skal digter Yahya Hassan begraves.

Imamen Abu Khaleed fortæller til B.T., at Yahya Hassan skal begraves tirsdag på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V.

Det bliver Abu Khaleed, der forestår begravelsen.

Som følge af coronavirussen – der blandt andet har medført et forsamlingsforbud på maksimalt 10 personer – er det dog endnu uvist, hvordan familien præcist vil sige farvel til Yahya Hassan.

Den 24-årige digter blev onsdag fundet død i sin lejlighed.

Det var hans mor, der gjorde fundet, efter familien ikke kunne komme i kontakt med ham.

Igennem sit alt for korte liv nåede Yahya Hassan at opleve både stor succes og stor sjælesorg – desværre mest af den sidste slags.

Hans iltre temperament gav således ofte anledning til nærkontakt med ordensmagten, møder i retssystemet – og en tur på den psykiatriske afdeling.

Han fik sit store gennembrud i 2013, da hans debutdigtsamling - "YAHYA HASSAN" - udkom. Digtsamlingen kastede flere priser af sig og solgte svimlende 120.000 eksemplarer - det største antal herhjemme nogensinde.

Yahya Hassan kæmpede i en periode med et massivt misbrug, der blandt andet resulterede i flere domme for vold. I 2016 havde han blandt andet skudt en 17-årig i foden.

Han endte med at blive anbragt på en retspsykiatrisk afdeling, hvor han skrev sin anden digtsamling, der udkom 8. november sidste år.

Digtsamlingen er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, der uddeles til oktober.

Sponsoreret indhold