Kendte9. august 2022

Her er mysteriet om Olivia Newton-Johns "døde" kæreste

En sommerdag i 2005 forsvandt Olivia Newton-Johns ekskæreste på mystisk vis under en fisketur. Selv om myndighederne tre år senere erklærede ham død, er der flere, der stadig påstår, at han er i live den dag i dag
Patrick McDermott og Olivia Newton-John dannede par i ni år. 
Patrick McDermott og Olivia Newton-John dannede par i ni år.
 Foto: MEGA

“Grease”-legenden Olivia Newton-John havde sin elskede mand John Easterling ved sin side, da hun mandag døde af brystkræft i en alder af 73 år.

Parret blev gift i 2008 – et år der på mange måder blev skelsættende for Olivia Newton-John.

Det var nemlig samme år, at hendes ekskæreste – Patrick McDermott – officielt blev erklæret død.

Olivia Newton-John og Patrick McDermott, mens de datede - og før han på mystisk vis forsvandt.
Olivia Newton-John og Patrick McDermott, mens de datede - og før han på mystisk vis forsvandt.
 Foto: Ritzau Scanpix

Tre år forinden, en varm junidag i 2005, var Patrick McDermot taget på fisketur ud for San Pedros kyst i Californien.

Planen var, at den dengang 48-årige kameramand skulle være på vandet i ét døgn, før at han ville vende hjem – forhåbentlig med en god fangst i bagagen.

Men Patrick McDermott vendte aldrig hjem – og den dag i dag er det stadig et mysterium, hvad der er sket med ham.

Aldrig fundet

Ingen af de 22 passagerer ombord båden “Freedom” så Patrick McDermott forlade båden eller falde over bord.

Ingen bemærkede, om han forsvandt, mens de befandt sig på åbent hav.

Olivia Newton-John havde sin elskede mand John Easterling ved sin side, da hun mandag døde af brystkræft i en alder af 73 år.
Olivia Newton-John havde sin elskede mand John Easterling ved sin side, da hun mandag døde af brystkræft i en alder af 73 år.
 Foto: Ritzau Scanpix

For at fuldende mysteriet blev Patrick McDermott først meldt savnet en uge senere af myndighederne, da han ikke dukkede op til et planlagt familiearrangement.

Da den tidligere kameramand forsvandt 30. juni 2005, havde han datet “Grease”-skuespillerinden Olivia Newton-John i ni år.

Olivia Newton-John var selv i gang med et reklamefremstød i sit hjemland Australien, og derfor tog det hende lang tid at opdage, at hendes kæreste var forsvundet.

Kystvagten iværksatte en enorm eftersøgning i området i håbet om at finde hans lig, men uden held.

Imens begyndte efterforskere og medierne at grave i Patrick McDermott fortid – og for mange var det mest sandsynlige svar, at Patrick McDermott selv havde iscenesat sin egen forsvinden.

Olivia Newton-John døde mandag i en alder af 73 år. 
Olivia Newton-John døde mandag i en alder af 73 år.
 Foto: Ritzau Scanpix

Mystiske penge

Det kom nemlig frem, at Patrick McDermotts økonomi styrtblødte. Han var gået konkurs i 2000, han skyldte $31.000 til forskellige kreditorer, og han havde ikke betalt børnepenge i en længere periode.

Rygterne begyndte at svirre: Havde Patrick McDermott iscenesat sin egen død i et forsøg på at få fat i $100.000 i livsforsikringspenge?

Samtidigt kunne efterforskere se, at Patrick McDermott – der har koreanske rødder – havde et andet pas i sit fødenavn, Patrick Kim, og at han havde hævet sin opsparing fra to forskellige bankkonti kort før sin forsvinden.

Flere medier rapporterede tilmed, at Patrick McDermott VAR i live – og at han flere gange var blevet spottet på Baja-halvøen i det nordvestlige Mexico.

På trods af dette valgte myndighederne at erklære ham død i 2008 “som følge af en drukneulykke”.

I 2009 igangsatte en privat efterforsker fra Texas en undersøgelse af mysteriet om Patrick McDermott.

Olivia Newton-John som Sandy Olsson og John Travolta som Danny Zuko i "Grease".
Olivia Newton-John som Sandy Olsson og John Travolta som Danny Zuko i "Grease".
 Foto: Ritzau Scanpix

– Han er i live!

Få uger inde i privatdetektivens efterforskning – i februar 2009 – blev der angiveligt sendt en fax fra en person tæt på Patrick McDermott, hvor han afslørede, at Patrick McDermott var i live, og at han ønskede at leve i fred.

– Pat har ikke begået noget kriminelt. Pat vil simpelthen bare gerne leve i fred.

– Lad ham leve hans liv i fred og harmoni. Han har det godt, og han har begyndt et nyt liv både fysisk og mentalt. Stop denne eftersøgning øjeblikkeligt.

Året efter kom endnu en melding om, at Patrick McDermott ikke var druknet – men at han levede et nyt liv et sted i Mexico.

I april 2010 kunne en række private efterforskere konkludere, at han opholdt sig i Mexico.

Via en hjemmeside kaldet findpatrickmcdermott.com – hvor borgere kunne sende tips i sagen – havde efterforskerne sporet, at en del af hjemmesidens besøg stammede fra den samme IP-adresse.

IP-adressen lå i Mexico og ledte ifølge efterforskerne dem i retning mod forsvundne Patrick McDermott.

Blomster og billeder pryder Olivia Newton-Johns stjerne på Hollywoods Walk of Fame efter nyheden om hendes død. 
Blomster og billeder pryder Olivia Newton-Johns stjerne på Hollywoods Walk of Fame efter nyheden om hendes død.
 Ritzau Scanpix

De havde “dokumentationer og lydfiler”, der “udover enhver tvivl fastslog, at Mr. McDermott er i live”.

Tysk accent

Samme konklusion nåede ugebladet Woman’s Day, der efterforskede den mystiske forsvindingssag i 2016.

Ifølge ugebladet dukkede der det år nye og friske kilder op, der bekræftede, at Patrick McDermott er i live, og at han de sidste mange år har levet skjult på landet et sted i Baja-regionen i Mexico med en ny, tysk kæreste.

Efterforskeren John Nazarian udtalte ifølge Woman’s Day følgende i 2016:

– Der har været rygter om, at han boede der med en tysker. Jeg har talt med flere personer der. Kvinden, som han blev set med, blev beskrevet som en, der havde tysk accent.

Et vidne, barejeren Manuel Valdez Vazquez, stod også frem med oplysninger, der peger på, at Patrick McDermott kan være i live.

Barejeren mener nemlig at have serveret øl til McDermott på hans bar, Tequila’s Sunrice, der ligger i Todos Santos.

Flere i området bekræfter, at McDermott bor der i dag under en ny identitet. De beskriver ham som “en ensom, stille mand, som ikke tiltrækker sig meget opmærksomhed”.

Patrick McDermott og Olivia Newton-John dannede par i ni år. 
Patrick McDermott og Olivia Newton-John dannede par i ni år.
 Foto: MEGA

Andre fastholder dog den dag i dag, at Patrick McDermott på tragisk vis druknede under fisketuren 30. juni 2005.

En af dem er hans ekskone Yvette Nipar, som han fik sønnen Chance med.

Olivia Newton-John udtalte sig sjældent selv om sagen. Hun forklarede dog enkelte gange til pressen, at hun "undrede sig", og at det var svært for hende at sørge over én, der aldrig er blevet fundet:

– Det var meget hårdt. Han forsvandt til søs, og ingen ved rigtigt, hvad der skete. Det er menneskeligt at undre sig, men du ved. Der er ting i livet, som du bliver nødt til at acceptere og slippe.

– Jeg fortsætter med mit liv, men selvfølgelig dukker spørgsmålene op fra tid til anden, lød det fra Olivia Newton-John i 2009.

Sponsoreret indhold