Her er listen: Danske kendte køber boliger uden deres partnere

LÆS OGSÅ: Morten Kjeldgaard i problemer for snyd: Og det er ikke første gang
Flere kendte danskere går på jagt i den store boligjungle og vender hjem med et skøde på enten dit eller dut.
Nogle gør det for friheden, andre måske af praktiske årsager eller for at tjene penge.
De fleste gør det sammen med deres respektive partnere, men det er næppe alle.
SE og HØR holder selvfølgelig nøje øje med de kendtes bolighandler, og her kommer en oversigt over nogle af dem, der har købt udenom deres kære.
Skuespiller Morten Hee: Fra Amager til Nørrebro
Han blev landskendt med sin hovedrolle i "Carmen Curlers" på DR, og det har tydeligvis også pyntet på bankkontoen.
33-årige Morten Hee Andersen solgte sin gamle lejlighed på Amager og købte en ny og dyrere en af slagsen på Nørrebro i 2023.
Den 74 kvadratmeter nye, store lejlighed kostede skuespilleren lidt over fire millioner kroner, men kæresten, den svenske kollega Agnes Westerlund Rase, stod ikke på skødet.
Parret har tidligere forklaret, at de bor hver for sig. Hun i Stockholm, han i København, og at det fungerer fint for dem.

Thorning investerer uden Stephen
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har også været ude med den store pengepung uden sin partner Stephen Kinnock.
Tilbage i 2020 købte hun en 115 kvadratmeter stor lejlighed tæt på Københavns havn for godt fem millioner kroner.
Boligen købte hun som nævnt alene.
Parret boede dengang til daglig i Storbritannien, hvor Stephen havde travlt med politik, og lejligheden herhjemme blev højst sandsynligt brugt som Helles danske base.

Morten Kjeldgaard: Ny lejlighed uden ægtemanden
Han danser med kendte i bedste sendetid, og nu danser han også alene ind på boligmarkedet.
"Vild med dans"-stjernen Morten Kjeldgaard købte for ganske nylig en spritny lejlighed i Carlsbergbyen for lidt over fire millioner kroner. Og ægtemanden Frederik Haun stod ikke skrevet nogen steder i købet.
Hvad den nye bolig skal bruges til, ville Morten Kjeldgaard ikke selv svare SE og HØR på, da vi henvendte os over flere gange. Heldigvis svarede Frederik Haun, at stedet skulle bruges som en investering.

Stephanie Fisker: To boliger på Amager, men kun én er delt
Mens ægtemanden Kasper Fisker var i Afrika, købte influenceren og podcastværten Stephanie Fisker sig en lejlighed for sig selv - få kilometer fra parrets fælles villa.
Lejligheden på 48 kvadratmeter kostede 2,3 millioner kroner og er udelukkende i Stephanies navn. Hjemme bor hun stadig med mand og tre børn i den 187 kvadratmeter store villa, de købte i 2022 for hele 12 millioner kroner.
Hvorfor lejligheden er købt, og hvad den skal bruges til, har Stephanie ikke udtalt sig om.

Mick Øgendahl køber sommerhus alene
Den 52-årige komiker købte sig et 73 kvadratmeter stort sommerhus i Hundested i Nordsjælland.
Det gjorde han her i 2025, og han smed 2.895.000 kroner efter herligheden, som er bygget i 1966, og som er få hundrede meter fra stranden.
Boligen har han købt uden konen Marlene, 47.
Parret kender området ganske godt, for de har faktisk allerede et andet sommerhus bare 100 meter fra det nye.
Grunden er i øvrigt på hele 1.626 kvadratmeter, så der er masser af plads at boltre sig på.