Her er den: Årets danske oscarkandidat

Foto: Ritzau Scanpix / Reel Pictures

Den danske oscarkomité har valgt filmen "Flugt" af Jonas Poher Rasmussen som det danske bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.

Det oplyser Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

"Flugt" er en animeret dokumentarfilm, der handler om instruktørens gymnasieven Amins rejse fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden.

- "Flugt" er en smuk, bevægende og nyskabende fortælling om en flygtning og hans skæbne. Det er historien om den enorme pris, som mennesker på flugt betaler hver eneste dag, også når de er i sikker havn.

- Jonas Poher Rasmussen fortæller med stor indlevelse, så Amins beretning er svær at ryste af sig, siger Claus Ladegaard, der er formand for oscarkomitéen og direktør i Det Danske Filminstitut om filmen.

Filmen vandt den internationale jurypris ved verdenspremieren på Sundance Festival i år.

"Flugt" er altså nu indstillet som det danske bud på en oscarnominering - fristen for at gøre det er 1. november.

Herefter vurderes de indstillede film, der reduceres til en liste på 15 film. Det kaldes en shortliste.

Shortlisten annonceres 21. december.

8. februar offentliggøres alle oscarnomineringer. Det er altså den dag, vi ved, om "Flugt" kommer i spil til en statuette.

Oscaruddelingen finder sted i Los Angeles 27. marts næste år.

Thomas Vinterbergs "Druk" vandt kategorien Bedste Internationale Film i år.

Den animerede dokumentarfilm havde dansk premiere 17. juni i år.

Filmen blev valgt som det danske bud på en oscarnominering frem for "Margrethe den Første" og "Skyggen i mit øje".

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close