Her er de bedste aprilsnarer gennem årene

Sidney Lee og Just-Eat er godt kørende i aprilsnarer

Sidney Lee og Just-Eat er godt kørende i aprilsnarer

Foto: Dan Mariegaard/Just-eat.dk



Nogle ville måske sige, at man aldrig kan stole på, hvad aviserne skriver. Og lige netop den 1. april skal man være ekstra forsigtig med at tro på alle nyheder. Dette er nemlig dagen, hvor det er tilladt at lyve, snyde og narre så meget, man vil.

Gennem tiden er det blevet en tradition, at medierne opdigter en historie i dagens anledning, og gennem tiden er det blevet til mange sjove løgnehistorier i aprilsnarens navn. SE og HØR har prøvet at samle nogle af de allerbedste og mest opfindsomme.

Én af de aprilsnarer på dansk TV, som bliver husket af mange, er nok da Sidney Lee stillede sig op på landsdækkende TV og foregav, at hele hans rolle var opfundet. I fornuftigt tøj og for første gang uden den karakteristiske bandana, fortalte han, at han i virkeligheden hed Michael Brødsgaard. Hele hans karakter som professionel computerspiller og kvindejæger blot var noget han fandt på, som et universitetsprojekt. Danmark var i chok, men heldigvis viste det sig, at det hele blot var en aprilsnar, som var lavet sammen med 'Go' Morgen Danmark'-værten Morten Resen. Se klippet her.



Sådan lyder én af de nyere offentlige aprilsnarer, men faktisk går traditionen langt tilbage. Således var der allerede i 1914 en avis ude med store nyheder på den 1. april. Her blev det nemlig offentliggjort, at solen havde sovet over sig, og derfor var stået 9 minutter for sent op.

Sjovere blev det i 1976, da Roskilde Tidende kunne offentliggøre, at den lokale spritfabrik havde lavet en fejlproduktion med for høj alkoholprocent, og at de derfor delte de våde varer ud gratis - blot skulle man selv medbringe beholder til at bære den stærke drik hjem i. Herefter kunne man se folk strømme til med tomme flasker, spande og baoljer. Eddike blev endda udsolgt i hele byen, fordi de store flasker var perfekt opbevaring til en god omgang sprit. Folket fik sig dog en lang næse, da de mødte op for at hente den stærke alkohol på fabrikken.

Også en anden gang har opfindsomme journalister snydt den danske befolkning. I 1985 kunne TV-avisen på DR fortælle, at det nu var muligt at fremstille sin egen parabol ved at pakke en almindelig stegepande ind i staniolpapir og vikle antenneledningen om håndtaget. Dette sjove påfund fik efter sigende salget af sølvpapir til at stige i danske supermarkeder.

Danmark er ikke det eneste sted i verden, hvor vi bruger 1. april til at snyde hinanden med små spidsfindigheder.



På den anden side af Atlanten, kunne Burger King reklamere med en venstrehåndet Whopper (navnet på burgerkædens populære burger). Forskellen på denne burger skulle efter sigende være, at alt fyldet var drejet 180 grader, så den ville passe bedre i en venstre hånd end den "normale" Whopper. Denne reklame fik flere til at efterspørge denne specielle burger, og lige så mange kom ind og efterspurgte den "gammeldags" højrehåndede version.

Således blev kom et nyt produkt også på markedet i anledning af 1. april 2000, hvor det blev skrevet den amerikanske avis "The Independent", at der er i Florida var lanceret en viagrapille til seksuelt frustrerede kæledyr. Ifølge avisen er kun få ting, der er lige så triste som kæledyr, der føler sig seksuelt utilstrækkelige.

Ét år kunne det britiske BBC offentliggøre, at den store spaghettihøst nu var gået ind. Herefter blev der vist billeder af træer, hvor spaghetti hang i hvide strimler ned ad grenene og italienere, der var i fuld gang med at plukke den lækre "frugt". Klippet blev vist i 1957, og du kan se det lige her:



Hjemme i Danmark går vi også gerne langt for en aprilsnar.

I 2001 iscenesatte BT en aprilsnar af kaliber. De skrev om, hvordan et tog var kørt direkte op på Rådhuspladsen i København. Hertil havde de opsat forenden af et tog, så det pegede skråt op i luften og lagt løse brosten omkring. Et billede af dette bragte de i avisen, så det vitterligt så ud som, at et tog var kørt direkte op gennem jorden foran Rådhuset.


Dette billede lagde Just-eat.dk ud på deres hjemmeside (Foto: Just-eat.dk)

Andre har brugt aprilsnarer til at gøre lidt grin med samfundsdebatten. Mon ikke det var en sarkastisk kommentar til en fejlslagen miljødebat, da udbringningsservicen Just-Eat i 2013 offentliggjorde, at de af hensyn til miljøet nu ville bringe pizzaer ud til hest?

Og tilbage til 2011, hvor Sidney Lee og Morten Resen lavede deres legendariske aprilsnar. For dette år var den første april åbenbart tilegnet realitystjernerne. Samme dag meddelte reality-stjernen Peter Birch aka Ulven Peter nemlig, at han havde meldt sig ind i politik. Nærmere bestemt det kontroversielle Dansk Folkeparti. Partiets daværende formand Pia Kjærsgaard var henrykt og udtalte, at Peter var god at have med i partiet. Hans bidrag skulle blandt andet bestå i at optræde i Billedbladet og SE og HØR. Se artiklen her.

Et andet kendt ansigt kom i fokus i 2007, da Ekstrabladet kunne fortælle, at Klaus Riskjær havde fået lov til at afsone sin dom for bedrageri med fodlænke. Derfor havde mangemilliardæren nu købt en luksuriøs lejlighed lige ved siden af en natklub, så han kunne afsone sin straf i festligt lag. Ikke alle danskere var tilfredse med denne nyhed, som da også bare var en spøg.

Ja, der er mange måder at tage andre ved næsen på denne dag fyldt med snyderier og narretricks, og måske kan denne lille samling give inspiration til endnu sjovere påfund, når SE og HØRs læsere skal binde venner og bekendte en historie på ærmet.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close