Annonce
Kendte9 timer siden (opd. 8 timer siden)

Hendes bog udkommer i dag: Virginia Giuffre frygtede at dø som sexslave

Virginia Giuffres erindringer, som er udkommet tirsdag, er en trist, mørk og vigtig beretning om seksuel vold og magt. Sådan lyder det i de første anmeldelser af bogen
Annonce

Afdøde Virginia Giuffres erindringer, som er udkommet internationalt tirsdag, er en trist, mørk og vigtig beretning om seksuel vold og magt.

Sådan lyder det i de første anmeldelser af "Nobody's Girl: A Memoir of Surviving Abuse and Fighting for Justice".

I bogen fortæller Giuffre, der døde tidligere i år, om, hvordan hun under den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein angiveligt hyppigt blev udsat for overgreb og frygtede, at hun skulle "dø som sexslave".

- Jeg har hørt mere end én person sige, at de ikke ville kunne klare at læse bogen - hvilket ikke er en formulering, som ofre har brug for at høre, skriver The Guardians anmelder.

Annonce

- Men selv om bogen er ubarmhjertig og chokerende hård, så er den også en klarsynet og nødvendig beretning om, hvordan seksualforbrydere opererer, står der videre.

Bogen, som har den danske undertitel "En fortælling om at overleve overgreb og kæmpe for retfærdighed", er skrevet med hjælp fra journalisten Amy Wallace.

I foromtalen har det blandt andet fået stor opmærksomhed, at Giuffre på ny retter anklager mod den britiske prins Andrew om flere gange under pres at have haft sex med ham, første gang som 17-årig i 2001.

Annonce

Det er anklager, som prinsen, der for nylig frasagde sig sine titler, konsekvent har benægtet.

Men ifølge New York Times er der ikke de store politiske nyheder i erindringerne.

- Virginia Robert Giuffres posthume "Nobody's Girl" afslører ikke politiske nyheder, men den vil måske knuse dit hjerte, skriver avisen, der kalder beretningen en "sand amerikansk tragedie".

Annonce

The Telegraph giver som den eneste af de tre aviser stjerner til værket - nemlig fire ud af fem - og kalder bogen et "væmmeligt studie i moralsk fordærv".

- Der er tidspunkter, når man læser "Nobody's Girl", som offentliggøres, seks måneder efter at Giuffre tog sit eget liv, hvor man tænker: Hvor meget kan et menneske udholde?, skriver The Telegraph.

Annonce

Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel, hvor han kunne få op til 45 års fængsel. Han begik selvmord i en fængselscelle i New York samme år.

Epsteins tidligere kæreste Ghislaine Maxwell, der også spiller en stor rolle i bogen, blev i 2021 idømt 20 års fængsel for sin rolle i systematisk at udnytte og misbruge unge piger og kvinder.

Den danske udgave af bogen udkommer 4. december i år.

Annonce

Sponsoreret indhold