Kendte5. maj 2021

Trump udelukket fra sociale medier

Den amerikanske eks-præsident får ikke genåbnet sin profil på Facebook
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega696930_001.jpg
 Foto: MEGA

Hvis han kunne, ville Donald Trump nok - som han plejede - i grove vendinger gå fuldkommen amok på de sociale medier.

Beslutningen er nemlig nu truffet. Den tidligere amerikanske præsident får IKKE genåbnet sin Facebook-profil, og hans tidligere så populære komunikationsform er nu afskrevet. I hvertfald foreløbigt.

Det har Oversight Board, der er Facebooks uafhængige tilsynsråd, i dag meldt ud. Den tidligere danske statsminister Helle Thorning Schmidt er medlem af dette råd.

Beslutningen er dog ikke endegyldig, da rådet i deres konklusion har skrevet, at de tager stilling til sagen igen om et halvt år.

"Taget alvorligheden af overtrædelserne i betragtning og den løbende risiko for vold var Facebook berettiget til at suspendere Mr. Trumps konti den 6. januar og forlænge suspenderingen den 7. januar".

"Det var imidlertid ikke hensigtsmæssigt af Facebook at indføre en suspendering på ubestemt tid", står der videre i afgørelsen.

Men indtil da kan Trump altså ikke komme på Facebook eller Instagram, der er ejet af giganten.

Donald Trump blev i januar bandlyst fra det sociale medie efter det vilde og fatale angreb mod kongressen i USA.

Trump delte dengang en video, hvor han skrev "vi elsker jer" til de voldelige demonstranter, som endte med at have fem menneskers liv på samvittigheden.

Derfor blev han bandlyst i 14 dage, fordi Facebook vurderede, at det var for farligt at lade præsidenten ytre sig.

Donald Trump har dog allerede fundet andre steder at tage kampen op. På sin hjemmeside har han lavet et feed, der minder om noget fra Twitter, hvor han kommer med sine opdateringer.

Opdateringer, som hans følgere kan dele på de sociale medier.

Trump havde næsten 60 millioner følgere på Facebook og Instagram.

Sponsoreret indhold