Helbredet driller Helle Hertz: Tør ikke længere rejse

LÆS OGSÅ: Sønnike på arbejde: Kong Frederik til Wimbledon
Helbredet er ikke, hvad det har været for Helle Hertz.
Den folkekære skuespiller er derfor nødt til at tage den med ro, og det har sat en stopper for udlandsrejser denne sommer.
Det fortæller hun til HER&NU.
- Sommeren bringer mig ikke så meget, fordi jeg ikke tør at rejse længere. Jeg har haft nogle blodpropper, så jeg skal også passe på og vil helst bare være herhjemme. Jeg tager op i Nicholas' sommerhus, der er et dejligt hus nede til vandet, så der kan jeg boltre mig, lyder det.

Synet driller
Skuespilleren, der fyldte 81 tilbage i oktober, har tidligere fortalt, at hun kan mærke, at hendes krop er blevet ældre.
Helle Hertz kæmper således med grøn stær og nedsat syn, og det har gjort hende mindre mobil. Tidligere på året faldt skuespilleren desværre også på gaden, sagde hun til Hendes Verden.
- Jeg er kommet til skade i ansigtet flere gange, fordi jeg er faldet, og jeg har faktisk stadig noget asfalt siddende i mit ene øjenbryn, lød det fra Helle Hertz.
Derfor har hendes omgangskreds opfordret hende til at flytte væk fra indre København, da byens skæve brosten kan være en hindring for hende. Den 81-årige skuespiller mener dog, at byen har alt det, hun har brug for, og derfor har hun ikke en flytning i sigte.
Helle Hertz har medvirket i et væld af danske film og serier, herunder "Een stor familie" og "Karlsens Kvarter". I 2013 sagde hun dog farvel til de skrå brædder, da hun lod sig pensionere efter 36 år på Det Kongelige Teater.
I dag bruger hun derfor tiden med sin familie, som blandt andet består af skuespillerbørnene Laura Bro, Nicolas Bro og Anders Peter Bro.