Heino Hansen i brøler: Smuglede "mordvåben" ind på Christiansborg

Hvis man skal en tur ind på Christiansborg, skal man væbne sig med samme tålmodighed, som når man skal ud og flyve, da man - ligesom i lufthavnen - skal gennem et lille sikkerhedstjek.
Det skulle Heino Hansen derfor også forleden, da han skulle ind til en lille snak med Morten Messerschmidt i forbindelse med DF-formandens podcast, "Ikke Et ord om politik".
Komikeren havde nemlig ikke lige fået tjekket sin taske godt nok igennem, inden han dukkede op på hjemstedet for de folkevalgte, og derfor var han lige ved at blive afvist ved døren.
Det skyldes simpelthen, at han havde en kniv med sig.
Det afslører Heino Hansen selv i podcasten, hvor han fortæller, at det gik galt, da hans taske skulle scannes.
- Jeg står og joker lidt med dem og siger: "Nu tager I ikke min Cola, og så siger ham den ene: "Har du en kniv i tasken", lyder det fra komikeren, som hurtigt afviste spørgsmålet.
Manden i sikkerhedstjekket er dog vedholdende og spørger igen Heino Hansen, om han er sikker på, han ikke har en kniv, hvilket får komikeren til at tænke sig om en ekstra gang.
- Jeg spolede hjernen igennem og tænkte: "Har jeg en proptrækker eller noget liggende", men pludselig kommer det til mig, at "nu I siger det... så har jeg faktisk et stort mordvåben i min taske".
Heino Hansen fortæller videre, at der faktisk er en god årsag til, at han render rundt med en kniv i sin taske, og det skyldes, at han er på turné.
Han og hans team er nemlig blevet ret så begejstrede for spegepølse, men mange af de steder, han optræder, er der ikke en god nok kniv til at skære spegepølse, og derfor har han simpelthen sin egen med rundt.
Men nu skal han altså ud og købe en ny af slagsen, hvis der skal spise mere spegepølse, fordi hans blev konfiskeret på Christiansborg.