Heidi Klum smed tøjet: Fra klam orm til laber larve

Heidi Klum, 49, er og bliver dronningen af halloween.
År efter år vækker hun opsigt og trækker overskrifter med en udklædning, som er gennemført ned til mindste detalje, og som der ofte ligger mange timers arbejde med makeup og special effects bag.
Og den tyske topmodel skuffede ikke i år, hvor hun "ormede" sig frem på den røde løber klædt ud som en enorm orm.
Men det stramme ormekostume er ikke ligefrem en mundering, hvor man kan feste løs i, så derfor skiftede modellen tøj, da hun ramte sin egen fest, som blev holdt på Sake No Hana i New York City.
Og man må sige, at Heidi Klum gik fra klam orm til laber larve, for hun hoppede i en kropsnær, nude heldragt, som var dekoreret med rhinsten, der for alvor fremhævede hendes flotte kurver.
"Ormemasken" valgte hun dog at beholde på, så lidt orm var der da tilbage.