Kendte4. juli 2022

Harry Styles til danske fans: - Jeg er knust

Nu reagerer verdensstjernen efter sin meget sene aflysning
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
På trods af skyderierne i storcenteret Field's, blev der 600 meter derfra alligevel sat en koncert med verdensstjernen Harry Styles i gang søndag aften. Publikum forsøgte med sange og klapsalver at holde stemningen oppe, mens de ventede på musikeren, der dog aldrig dukkede op og gennemførte den rigtige koncert.
 Foto: SE og HØR

Popmusikeren Harry Styles aflyste søndag aften i sidste øjeblik sin koncert i Royal Arena på Amager i København.

Meldingen var ellers, at alt gik efter planen. Derfor var publikum også på plads, men så fortrød verdensstjernen alligevel på målstregen.

Royal Arena ligger nemlig nær storcenteret Field's, hvor flere personer søndag er blevet dræbt under et skyderi.

Og Harry Styles skriver nu på Twitter, at han er knust over skyderiet.

- Mit hjerte er knust sammen med befolkningen i København. Jeg elsker den her by. Folkene er så varme og fulde af kærlighed.

- Jeg er knust på vegne af ofrene, deres familier og alle, der lider, skriver han.

De dræbte i Field's er en mand i 40'erne, en ung mand og en ung kvinde.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. I pressemeddelelsen lyder det videre, at politiet arbejder på at identificere de dræbte, så deres pårørende kan blive underrettet.

For at bringe koncertgæsterne hjem blev metrolinjerne midlertidigt lukket af politiet.

- Som følge af skyderiet ved Field's på Amager tidligere i dag er en koncert i Royal Arena her til aften blevet aflyst, skrev politiet.

En 22-årig mand er anholdt, og politiet har på et pressemøde oplyst, at det ikke har nogen indikationer på, at der skulle være flere gerningsmænd.

Trafikkaos efter aflysning

De første anmeldelser om skyderiet kom omkring klokken 17.30 søndag.

Harry Styles-koncerten skulle have været gået i gang klokken 20.00, men blev i første omgang udskudt i en time og altså senere aflyst.

For at bringe gæsterne bort fra området fulgte politiet gæsterne ned til den nærliggende metrostation.

- Det betyder, at metrolinjerne på Amager vil være midlertidigt lukket, skrev Københavns Politi.

- Andre rejsende har derfor ikke mulighed for at bruge metrolinje M1 og M2 i en periode.

- Cityringen vil fortsat køre, ligesom også S-tog og busser kører som normalt.

Gæsterne skulle køres til Vanløse Station. Her kunne de opholde sig i indkøbscenteret Kronen, indtil de blev hentet.

- Der arbejdes desuden på at skaffe psykologhjælp, som vil være tilgængelig for alle, der har behov for det, skrev politiet.

Metrolinjerne M1 og M2 er siden åbnet igen. M1 stopper dog ikke ved Ørestad.

På de sociale medier - eksempelvis på Twitter - har flere brugere tilbudt at hjælpe koncertgæster, der kommer til Vanløse og mangler transport eller anden logistik.

Der er også brugere, der bor i området på Amager nær Field's og Royal Arena, som har tilbudt hjælp.

Sponsoreret indhold