Kendte19. april 2021

"Harry Potter"-stjernen Helen McCrorys sidste ønske: - Find dig en masse kærester

Få dig en masse kærester, men gider du lige vente til efter begravelsen? Sådan lød ønsket fra den engelske skuespiller Helen McCrory, inden hun døde
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det er kun få dage siden, at "Peaky Blinders"- og "Harry Potter"-stjernen Helen McCrory mistede livet til brystkræft i en alder af kun 52 år.

Nu, kort tid efter, afslører hendes mand, "Homeland"-stjernen Damian Lewis, at hun havde et ganske særligt ønske, som hun nåede at fortælle ham, inden hun døde.

Hun bad nemlig sin 50-årige mand om at "finde kærligheden igen", men også sørge for at få sig "en masse kærester", når hun var væk.

Artiklen fortsætter efter billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/wennphotostwo928842.jpg
 Foto: MEGA

Inden sin død bad "Harry Potter"-stjernen sin mand om at finde sig en masse, nye kærester. (Foto: MEGA)

Det skriver Lewis i Sunday Times.

- Det er kun et par uger siden, at hun fra sin seng sagde til os: 'Jeg vil have, at far skal have kærester, mange af dem. I skal allesammen elske igen. Kærlighed er ikke noget, man kan eje, men altså, Damian, prøv i det mindste at komme gennem begravelsen uden at snave med nogen'.

Hun døde, som hun levede

Det var ikke mange mennesker, der var klar over, at Helen McCrory var ramt af kræft, og til trods for sin diagnose sørgede hun for at arbejde med sit velgørenhedsarbejde helt frem til få uger, inden hun døde.

- Meget få mennesker vidste noget, og jeg vidste det kun, fordi vi arbejdede sammen om et show på Broadway og blev nødt til at aflyse det, fordi hun fik behandlet. Vi havde svoret at holde det hemmeligt, siger teaterinstruktøren Carrie Cracknell om sin afdøde veninde.

Artiklen fortsætter efter billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mega747025_004.jpg
 Foto: MEGA

Helen McCrory har blandt andet medvirket i film som "Skyfall" (2012), "Their Finest Hour" (2016), "Harry Potter og halvblodsprinsen" (2009) og "The Queen" (2006). (Foto: MEGA)

Fredag leverede Damian Lewis så nyheden om, at han havde sagt et sidste farvel til sin kone.

- Jeg er sønderknust over at meddele, at den smukke og fantastiske kvinde, der er Helen McCrory, efter en lang og modig kamp mod kræften er sovet stille ind derhjemme, omringet af en bølge af kærlighed fra venner og familie.

- Hun døde, som hun levede. - Uden frygt! Gud, hvor vi elsker hende, og vi ved, hvor heldige vi har været med hende i vores liv, lød de smukke ord fra Lewis.

Helen McCrory og Damian Lewis blev gift i 2007, og de har sammen fået to børn, Manon og Gully.

Sponsoreret indhold