
Har opført sig upassende: Jared Leto anklaget af ni kvinder

LÆS OGSÅ: Jared Leto chokerer
Ni kvinder fremsætter nu beskyldninger mod skuespiller og musiker Jared Leto, 53, om upassende opførsel og kontakt med mindreårige, ifølge en rapport fra mediet Air Mail.
Trods det for mange danskere ukendte navn er mediet drevet af en af USA's bedst kendte redaktører, tidligere Vanity Fair-chefredaktør Graydon Carter.
Anklagerne er kommet frem, efter DJ Allie Teilz igen delte et gammelt Facebook-opslag fra 2012, hvor hun hævdede at være blevet "overfaldet og traumatiseret" af Leto, da hun var 17 år.
"Han kendte min alder og var ligeglad," skriver hun i dag.

Og flere kvinder beskriver lignende oplevelser, kan det anerkendte medie afsløre. Blandt andre påstår en kvinde, at Leto kontaktede hende som 16-årig i 2006
Modellen Laura La Rue hævder på samme måde at have haft upassende kontakt med Leto i 2008, da hun var 16, og han var 36, mens andre kvinder beskriver ubehagelige oplevelser ved fester i Letos hjem.
Kvinderne beskriver et mønster, hvor Leto angiveligt opsøger unge kvinder på trods af at kende deres alder.
- Jeg ved ikke, om han var på stoffer eller hvad.
- Han havde den mærkeligste, vildeste stemme, fortæller en anonym kvinde om sine erfaringer med verdensstjernen.
En repræsentant for Leto har dog "udtrykkeligt benægtet" alle beskyldningerne. Repræsentanten oplyste også, at Leto "ikke har drukket eller brugt stoffer i over 35 år," som det ellers fremgår af historien.
Leto, der er kendt for roller i "Suicide Squad" og "House of Gucci" samt som forsanger i bandet 30 Seconds to Mars, har endnu ikke kommenteret sagen offentligt.
