Hansi Hinterseer er i ét med naturen: Sommer i Tyrol
Bag alperosernes flor kommer Hansi Hinterseer bærende på en stor spand foder.
Den 68-årige østrigske schlagerkonge går med lette skridt mod en flok vilde kronhjorte og dådyr, som straks vender snuderne mod Hansi og snuser til ham, som byder de ham velkommen i flokken.
Hver morgen sidder han på den skrå græsmark og kæler med hjortene.
Hansi er den eneste, som kan komme så tæt på gevir og hove i hjortereservatet Wildpark Aurach, der ligger ikke langt fra sangerens hjemby Kitzbühel.
- Det er helt fantastisk! Dyrene får mig til at slappe af.
Jeg er kommet her i så mange år, og det har udviklet sig til et venskab mellem hjortene og jeg, fortæller Hansi Hinterseer til SE og HØR, da vi møder schlager-kongen på hans hjemmebane i Tyrol i de østrigske alper.
Lykkelig af de små ting
I bjerglandskabet er sangstjernen vokset op, og for ham er naturen lig med det gode liv.
Og så er det de små ting, der gør ham lykkelig.
- Jeg går op i at have det dejligt med min familie, og jeg behøver ikke det store.
Selv om rige mennesker har inviteret mig alverdens steder hen, så har jeg ikke et hehov for det. For mit liv er lige her. Jeg kan blive glad blot af at se på en blomst, fortæller han.
Hitmageren har netop udgivet sit nye album “Weil es Dich gibt” med 16 nye schlagersange med melodier så bløde som alpemælk og tekster, der gør en glad i låget.
- Glæde, grin og at have det godt. Det er dét, sangene handler om, siger Hansi med et smil.
Oppe og nede
Han er kendt for sit altid gode humør, som østrigeren selv mener, han har fået takket være sin opvækst på en bondegård oppe i bjergene, men “helt nede på jorden”.
- Vi havde ingenting dengang, og mine bedsteforældre lærte mig de vigtige ting i livet, siger Hansi, som også generelt har et lyst sind.
- Selvfølgelig er det nogle gange svært at være glad. Men når det kommer til stykket, så er vi kun på jorden i 60-80 år, og så er det slut. Derfor synes jeg, vi skal prøve at være gode ved hinanden, mener Hansi.
Danskerne er dejlige
Siden 1994 har han været sangidol for fans i Europa og resten af verden – og spillet et bjerg af koncerter.
Det vil han fortsætte med, og slår fast, at han ingen planer har om at stoppe med at synge.
Hansi holder sig godt, men den 68-årige sanger tænker over, at han ikke længere er en vårhare.
- Livet er som en stige, man går op ad, og for mig er der jo ikke så mange trin tilbage på stigen. 68 er dog den bedste alder, smiler Hinterseer, som har flere ønsker for fremtiden.
- Måske vil jeg gerne have en lille hytte helt oppe i bjergene, og så vil jeg fortsætte med at have det sjovt og dejligt med min hustru og min familie, fortæller Hansi, som er gift med Romana og har døtrene Laura på 34 år og Jessica på 36 år samt et barnebarn.
Den 29. oktober kommer schlagerkongen til Danmark, hvor han giver koncert i K.B. Hallen på Frederiksberg.
- Jeg bliver glad, når jeg er i Danmark. Danskerne er søde og venlige, siger Hansi.