Hans Pilgaard valgt som vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse

(Foto: Peter Grosen)

Medlemmerne i Kræftens Bekæmpelse kunne i weekenden holde et ganske anderledes repræsentantskabsmøde, end de umiddelbart er vant til. 

Det hele foregik nemlig på grund af coronavirus på digital vis, og hver især stemte de hjemme fra stuerne. 

Og det var en glad og stolt Hans Pilgaard, 56, som blev budt velkommen som vicepræsident i organisationen. 

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse. 

- Jeg ser frem til at bidrage med det, jeg kan – med hjertet og hjerteblod – i Kræftens Bekæmpelse, siger tv-vært og journalist Hans Pilgaard, der nu udgør præsidiet i foreningen sammen med tidligere landsholdsspiller i herrehåndbold Lars Christiansen og tidligere Venstre-minister Lykke Friis. 

TV-værten erstatter således den hidtidige vicepræsident, tidligere chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen, som med sig får en tak for det store engagement, som han har lagt for dagen siden 2011. 

Formand Helen Bernt Andersen byder herefter Hans Pilgaard velkommen i præsidiet, før hun tilføjer, at han er en stor gevinst for organisationen. 

- Jeg er stolt over at få Hans med ombord. Der er ingen tvivl om, at han er en stor kapacitet, og han vil være med til at gøre en forskel for kræftpatienterne og deres pårørende, siger hun. 

Hans Pilgaard har selv har haft sygdommen inde på livet, da han i 2015 fik konstateret tarmkræft. En sygdom som han gennemgik kemo-behandlinger og operationer imod. I dag er han erklæret rask.  

- Kræft fylder alt for meget i alt for mange menneskers liv. Jeg håber, jeg kan være med til at gøre en forskel med min indsats, siger Hans Pilgaard.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close