Hælder mere benzin på bålet: Shawn Mendes og Camila Cabello spottet hånd i hånd i New York
Shawn Mendes, 24, og Camila Cabello, 26, kan måske snart ændre deres forholdstatus fra ”single” til ”i et forhold”.
For efter at have været i ”det er kompliceret”-stadiet, ser de to labre musikstjerner igen ud til at have fundet melodien – med hinanden.
Tidligere i april blev Shawn Mendes og Camila Cabello filmet i smug, hvor man kan se parret kysse på hinanden under Coachella.
En kilde tæt på parret har ifølge PageSix tidligere sagt, at der i den grad er ved at være god kemi mellem ekskæresterne igen.
- De nyder at genopdage hinanden og se, hvor det fører hen. De holder meget af hinanden, har kilden sagt til PageSix.
Og at genopdage hinanden fortsætter de med at gøre i offentligheden.
For nu er ekskæresterne, der måske snart skifter lige netop den titel ud, blevet spottet hånd i hånd imens de spankulerer gennem New Yorks gader.
Det lignede mest af alt en helt almindelig kaffedate – denne gang bare mellem to uhyre populære ekskærester som godt er klar over, at det vil blive opdaget når de går rundt i en storby sammen.
Dermed ligner det også, at Shawn Mendes smasher samtlige rygter til jorden om, at han skulle date den 51-årige Jocelyne Miranda, som han ellers både har haft med til Grammy Awards og været på adskillige dates med.