Kendte20. november 2020

Hacket eller liderlig? Pave Frans sendte like efter bikinimodels Instagram-opslag

Vatikanet sætter nu en undersøgelse i gang for at finde ud af, hvordan det er gået til, at den letpåklædte model Natalia Garibotto har fået et like fra selveste paven
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega707611_001.jpg
 Foto: MEGA

Du kender det godt.

Du sidder og scroller på Instagram, og så lever den dobbelttappende like-finger altså bare sommetider sit eget liv.

Den katolske kirke har nu iværksat en undersøgelse, fordi et lidt usædvanligt hjerte er dukket op under den barmfager 27-årige brasilianske bikinimodel, Natalia Garibotto.

Ud af over 100.000 likes kommer ét af dem nemlig fra selveste Pave Frans med Instagram-handle @francisus.

Det skriver medier som The Guardian blandt andre.

Så kommer jeg i himlen

Det står umiddelbart ikke klart, hvornår billedet af Natalia Garibotto iført en relativ upraktisk skoleuniform er blevet hjertet af paven, men ifølge det katolske nyhedsbureau, CNA, var liket stadig synligt den 13. november, hvorefter det næste dag blev fjernet igen.

På den anden side, som modtager af det kontroversielle Instagram-hjerte, sidder modellen og hendes agentbureau og glæder sig over pavens velsignelse.

”I det mindste er jeg sikret en plads i himlen,” skriver den unge, smækre Garibetto, som har 2,4 millioner følgere på det sociale medie.

Kontakter Instagram

Uanset om der er tale om fumlefingre eller spøgefulde angreb fra hackere, fortæller Vatikanet og den katolske kirkes presseinstans til CNA, at det nu skal undersøges i fællesskab med Instagram og Facebook, hvordan billedet kan være blevet liket.

Pave Frans Instagram-konto administreres af flere forskellige personer, lyder det.

- Vi kan derfor konkludere, at liket ikke er kommet direkte fra Den Hellige Stol, fortæller en talsperson til The Guardian, der refererer til bispesædet i Rom, hvor man ellers kunne forestille sig at Francis sidder og browser billeder.

Liker ikke selv

Paven er utrolig populær på de sociale medier.

Men selvom følgetallet på eksempelvis Twitter når op på flotte 18,8 millioner, sker det angiveligt aldrig, at han selv anerkender andres opslag med likes.

Redaktør på den katolske avis La Croix i Rom forklarer:

- Paven er ikke som Donald Trump. Han sidder ikke og bruger sin telefon eller computer til at sende tweets hele dagen lang.

Han understreger, at det religiøse overhoved overlader den slags til sine kommunikationsfolk.

- For eksempel kan han godt godkende tweets, men han liker ikke. Mens han i sjældne tilfælde kan kommentere aktuelle begivenheder eller nødsituationer, mens de udvikler sig.

Sponsoreret indhold