Kendte27. marts 2023

Gwyneth Paltrow grillet i vidneskranken: Nu går advokat viralt for bizar udspørgen

Advokaten, der skal hjælpe sagsøger med at få Gwyneth Paltrow ned med nakken, bliver nu hånet og beskyldt for at være en fangirl
Advokaten, der skal udspørge Gwyneth Paltrow i retten, er gået viralt for sit lidt bizarre forhør.
Advokaten, der skal udspørge Gwyneth Paltrow i retten, er gået viralt for sit lidt bizarre forhør.
 Foto: Ritzau Scanpix

Da Johnny Depps advokater forsvarede filmstjernen i retten mod Amber Heard sidste år, blev de noget nær verdenskendte.

Så vildt er det dog ikke gået for sig for de advokater, der i øjeblikket er i retten i Gwyneth Paltrows bizarre sag omhandlende en gammel skiulykke.

Det betyder dog ikke, at opmærksomheden ikke er massiv - og nu er sagsøgerens advokat da også gået viralt.

Sagen tog sin spæde start tilbage i 2016, da Gwyneth Paltrow og den i dag 76-årige Terry Anderson stødte sammen på en skiløjpe.

Terry Anderson hævder, at Gwyneth Paltrow var skyld i ulykken og har sagsøgt hende for 300.000 dollars, mens filmstjernen modsat mener, at hun var offeret.

I flere dage er skuespillerinden blevet grillet i vidneskranken af Terry Andersons advokat, Kristin Vanorman.

Og det er hende, der nu er gået viralt på sociale medier, da mange mener, at hendes udspørgen af en smule besynderlig.

For eksempel har Washington Post delt en video, som i skrivende stund er blevet set 2,3 millioner gange.

I videoen har det amerikanske medie sammensat en række klip fra retssagen, hvor Kristin Vanorman forsøger at grille Gwyneth Paltrow, men hvor hun i stedet lyder lidt som en fangirl.

For eksempel siger hun på et tidspunkt, at Gwyneth Paltrow "sikkert havde et bedre ski-outfit på end de andre på pisten", ligesom hun på et tidspunkt siger, at hun er misundelig på hendes højde.

På et andet tidspunkt kalder advokaten skuespillerinden for "lille, men mægtig", ligesom hun senere udtaler, at hun er sikker på, at Gwyneth Paltrow er en type, der giver gode drikkepenge.

Se det virale klip herunder:

- Hun (Kristin Vanorman, red.) er fan!, skriver en bruger på Twitter til videoen.

- Hvorfor har Terry Anderson hyret en advokat, der er fan af Gwyneth Paltrow?, lyder det fra en anden.

Hele retssagen mellem Gwyneth Paltrow og Terry Anderson består af en uenighed.

De to er enige om, at der var et sammenstød på pisten dengang, men de er uenige om, hvem der bærer skylden.

Terry Anderson havde i første omgang sagsøgt filmstjernen for 3,1 millioner dollars tilbage i 2019, men her besluttede en dommer, at han kun kunne sagsøge hende for 300.000 dollars.

Gwyneth Paltrow har besvaret sagsanlægget med selv at lægge sag an mod Anderson. Hun sagsøger ham for én dollar.

Sponsoreret indhold