Gustav Salinas i tårer: - Hun siger, hun er taget til fange

Det er ikke nogen hemmelighed, at Gustav Salinas har et meget nært forhold til sin mormor.
Den 32-årige realitystjerne og fitnessguru skriver ofte om hende på sociale medier, hvor han også har delt et utal af billeder af dem sammen gennem tiden.
Dagens opkald til hans 94-årige mormor gik dog langt fra som forventet.
Det fortæller han i et opslag på Instagram, hvor han også har delt et billede af sig selv, mens han græder.
Ifølge Gustav Salinas ville han ringe til sin mormor for at huske hende på at drikke nok vand i dag, da det bliver en varm dag.
Men mormoderen, der bor på plejehjem, og som har store problemer med hukommelsen, var langt fra ved sine fulde fem.
Hun græd og fortalte sit kendisbarnebarn, at hun ikke vidste, hvor hun var.
- Hun siger til mig, at hun er blevet taget til fange, og at hun er helt sikker på at dø, skriver Gustav Salinas og fortsætter:
- Når hun siger disse ord, er det ligesom om at få en kniv i ryggen, der ikke kan trækkes ud. Jeg ved jo godt, at hendes hukommelse er ved at forsvinde, men det er svært for mig at acceptere, at hun er syg. Og når hun siger ting til mig, så tager jeg det for gode varer.
Gustav Salinas skriver videre, at hans mormor efterhånden har det så skidt og er så bange, at han ikke ved, hvad han skal gøre.
- Gennem hele mit liv har jeg altid kunne styre alt, men lige nu føler jeg mig meget magtesløs, skriver han og fortsætter:
- På en måde, så ville jeg ønske, at jeg havde hende for evigt, men på den anden side, ville jeg også ønske, at hun kunne få fred.
Læs hele Gustavs hjerteskærende opslag herunder: